Efter oliekriserne i 1970’erne begyndte en række mølleentusiaster at eksperimentere med at bygge elproducerende vindmøller. Men der kom også gang i udnyttelsen af olie og gas fra den danske del af Nordsøen. Og pludselig blev Danmark et olieproducerende – og endda også et olieeksporterende – land. Selvom der har været stor debat om fordelingen af indtægterne fra Nordsøen – hvor de ‘røde’ partier mener at staten burde have fået en større del – så har staten dog fået så store indtægter at det i høj grad har bidraget til en forbedring af statsfinanserne. Energistyrelsen beregnede i 2019 de samlede indtægter til 541 mia. kr. I de første mange år var indtægterne dog lave, og det var først i 2000 at indtægterne kom over 4 mia. De toppede i 2008 med 36,5 mia, og har især siden 2015 været faldende.
Allerede i oldtiden brugte man mineralsk olie i olielamper og til opvarmning, men det havde kun lokal betydning, og vi skal frem til sidste halvdel af 1800-tallet – og til forbrændingsmotoren – før olie begyndte at blive det vigtige råstof det er i dag.
Det gav i nogle årtier USA en stor fordel at de havde store lettilgængelige oliefelter. Allerede i 1859 åbnede man oliefelter i Pennsylvania – nærmest midt i det mest industrialiserede område i USA. I de følgende årtier opdagede man også olie i bl.a. Ohio, Texas og Californien. Senere begyndte man desuden at udvinde olie i Europa, især i Rumænien, Polen og det nuværende Aserbajdsjan. Dengang var der kun tale om udvinding på land. Der er til dato endnu ikke fundet olie under det danske landområde – og hvis man ikke havde udviklet boreplatforme, var Danmark aldrig blevet et olieland.
I 1930’erne begyndte man imidlertid i USA at udvinde olie fra platforme placeret på lave havdybder, og siden er man blevet i stand til at nå meget længere ned. Man udvinder nogle steder olie på flere km’s havdybde, men i Nordsøen er der kun en gennemsnitlig havdybde på omkring 70 m, så det er ret nemt at udvinde olie og gas her.
Olieudvindingen i Nordsøen begyndte i 1972. Det var Dansk Undergrunds Consortium (DUC) der stod bag; her var Mærsk fra starten hovedaktionær, men to udenlandske olieselskaber havde også aktier. DUC eksisterer fortsat, men nu har Mærsk solgt sin del til franske Total. Til gengæld er den danske stat (via Nordsøfonden) også blevet aktionær.
Det viste sig tidligt at der også var gas i Nordsøen, men i begyndelsen var det kun olien man interesserede sig for. Man mente ikke at det kunne betale sig at udnytte gassen, så den blev brændt af – og CO2’en røg direkte op i atmosfæren. Det sidste tænkte man ikke over dengang. I 1972 oprettede man dog det statsejede Dansk Naturgas A/S med det formål at importere naturgas fra Norge, men det blev aldrig til noget. Efter den første oliekrise i 1973 blev Dansk Naturgas til Dansk Olie og Naturgas (senere blot DONG, nu Ørsted). Den vigtigste opgave var de første år at opbygge olielagre så Danmark lettere kunne modstå en ny oliekrise, men i 1976 fik DONG også til opgave at købe og distribuere gas fra Nordsøen.
Efter den anden oliekrise i 1979 begyndte regeringen desuden at grave et distributionsnet for naturgas ned i hele landet. Det blev mange steder ret finmasket og fik både små og store kunder, blandt andet fjernvarmeværker og gartnerier. Først i 1990’erne åbnede miljøminister Svend Auken (S) op for at man kunne bygge små lokale elværker – såkaldte barmarksværker – drevet af naturgas, og hvor kølevandet skulle bruges til fjernvarme. Det lød umiddelbart som en god idé, men mange af værkerne fik tidligt dårlig økonomi. De blev fanget mellem dyrere naturgas og faldende elpriser. I 2014 fik værkerne lov til at fyre med biomasse, og det hjalp de fleste steder på økonomien.
Naturgas dækker nu omkring en femtedel af det danske energiforbrug, men forbruget har siden midten af 2000’erne været faldende. Der er imidlertid reserver til mange år endnu, og naturgas vil formentlig få en vigtig rolle som overgangsbrændsel fra de fossile til de ikke-fossile brændsler. Ganske vist er naturgas et fossilt brændsel, men det udleder mindre CO2 end kul og olie.
Råolie kan sjældent bruges som det er; det skal først raffineres, dvs. adskilles i forskellige fraktioner, bl.a. petroleum, dieselolie, benzin, gas mv. Man betragter polakken Filip N. Walter som den første der lykkedes med at destillere petroleum fra råolie; det skete omkring 1840 mens han arbejdede i Paris. I årene derefter begyndte man flere steder at udvinde og raffinere forskellige slags olier, i første omgang fra ’oliesøer’, altså hvor råolie sivede op fra undergrunden. I dag foregår processen på olieraffinaderier, og dem er der to af i Danmark, et i Fredericia og et i Kalundborg. Sidstnævnte er det største og det ældste; det blev indviet i 1960 og raffinerer omkring 5,5 mio. tons råolie og det benzin-lignende kondensat om året. Bygherre var et amerikansk olieselskab der efter få år solgte det til Esso som i 1986 solgte det videre til norske Statoil. Det er fortsat Statoil der ejer raffinaderiet, men Statoil hedder nu Equinor. Råolien og kondensaten kommer primært fra oliefelter i den norske kontinentalsokkel og sejles til med tankskibe. Der lå allerede fra 1935 en mindre olie- og asfaltvirksomhed i Kalundborg; den raffinerede i hvert fald i perioder også råolie og var således det første olieraffinaderi i Danmark. Det lukkede imidlertid i 1966.
Raffinaderiet i Fredericia blev åbnet af Shell i 1966. Shell var en af de oprindelige aktionærer i DUC, og da produktionen i Nordsøen blev så stor at det kunne betale sig, byggede man en rørledning fra oliefelterne til Fredericia. Den blev åbnet i 1984 og har siden transporteret langt den største del af råolien fra Nordsøen til forarbejdning (eller udskibning) her i Fredericia.
Tidligere har der også været et raffinaderi i Stigsnæs. Det blev åbnet i 1963 af Gulf (der var medejer af DUC), men blev siden solgt til Q8 der lukkede det i 1997. Ved byggeriet her blev der bl.a. brugt gæstearbejdere fra Tyrkiet – det var nogle af de første tyrkiske arbejdere der kom til Danmark.
Da raffinaderierne blev bygget, tog de lokale sogne- og byråd imod med åbne arme. Man ventede mange arbejdspladser og store skatteindtægter. Nogle kom der også, men slet ikke så mange som man forventede. Og med raffinaderierne blev store områder med landbrugsjord inddraget til placering af tanke. Siden har det også vist sig at raffinaderierne har ført til forurening med kulbrinter og benzen.
Ingen kommentarer endnu!