Kvindernes oprør

De mange nye tilbud gjorde det hurtigere at klare husarbejdet, men for det fleste kvinder blev livet alligevel ikke lettere. Nu skulle de nemlig både passe hjem og arbejde, og det sidste endda for en løn der lå markant under den løn mænd fik. Det førte til det første kvindeoprør siden kampen for stemmeretten i 1910’erne – Rødstrømpebevægelsen.

Mens Ungdomsoprøret sidst i 1960’erne tydeligt lå i forlængelse af mange forskellige konfrontationer mellem generationerne fra midt i 1950’erne, så opstod Rødstrømpebevægelsen umiddelbart meget pludseligt – og nok også overraskende – i foråret 1970. Men det skete som en logisk følge af at kvinder i stort tal var kommet ud på arbejdsmarkedet og at mange unge kvinder kom ind på uddannelsesinstitutionerne. Allerede omkring 1970 var der mange humanistiske uddannelser hvor de kvindelige studerende var kommet i flertal.

Rødstrømpernes første aktioner handlede primært om lige løn for kvinder og mænd på det private arbejdsmarked. Kvinder fik dengang samme løn som mænd inden for det offentlige, men i den private sektor lå deres løn typisk omkring 80 % af mændenes. Den kamp vandt de overraskende hurtigt; allerede i 1973 fik den del af den private sektor der var dækket af kollektive overenskomster, lige løn for samme arbejde. Og i 1976 vedtog folketinget en lov om ligeløn der dækkede hele arbejdsmarkedet.

Men rødstrømperne markerede sig på mange andre områder hvor kvinder blev udsat for diskriminering, og de fik i større eller mindre grad mange især yngre kvinder til at stille krav til deres mænd. Det hjalp dog kun lidt; nok begyndte mange mænd at hjælpe mere til med det huslige arbejde, men det forblev længe kvindernes ansvar i langt de fleste familier.

P-pillen var blevet frigivet i Danmark i 1966, og den reducerede antallet af uønskede svangerskaber. I 1970 blev lovgivningen lempet så bl.a. unge kvinder under 18 år i praksis fik bevilget abort. Men det blev vurderet at der stadig var mellem 15.000 og 25.000 ulovlige aborter om året. Også det var en kamp rødstrømperne gik ind i, og også den vandt de. Abort blev gjort helt fri i 1973. 

Den nye aktive kvindebevægelse skabte naturligvis konflikter mellem kønnene. Selvom de fleste mænd nok i teorien kunne se at rødstrømperne havde ret i deres krav om forandringer, så var det sværere i praksis. Det var jo bl.a. mændenes gamle privilegier der blev udfordret. Men mændene havde ikke kun problemer med oprørske koner der ville have mere hjælp til husarbejdet; de blev også ramt af automatisering, udflytning af arbejdspladser og stigende arbejdsløshed. Ovenikøbet blev mange også meget provokeret af Ungdomsoprørets hastige nedbrydning af normer og traditioner. På plussiden kom kun den motoriserede plæneklipper og havegrillen. Her fik mændene nogle nye opgaver der krævede både teknik og håndelag. 

I løbet af 1970’erne begyndte kvinderne  at skifte politisk holdning. Indtil 1960’erne havde kvinderne som oftest stemt ligesom deres mænd, men i løbet af 1970’erne begyndte stadig flere at stemme til venstre for mændene – og det har de i voksende grad gjort siden. Omvendt var der en del mænd der gik mod højre. 

De politiske skred kom imidlertid ikke ud af den blå luft. Det skyldtes umiddelbart at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, men mere generelt den hastige teknologiske udvikling der skete i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Det var uden tvivl den største forandring der hidtil da var sket i Danmarks historie, i hvert fald i fredstid og hvis vi ser bort fra Den sorte død-pandemien omkring 1350. Ud over de teknologiske fornyelser fulgte også store befolkningsvandringer. Og i løbet af et årti blev samfundet så kompleks at der blev behov for en radikal ændring af skole- og uddannelsessystemet. Og det blev nødvendigt med en udvidelse fordi antallet af ansøgere til gymnasie- og universitetsuddannelserne steg dramatisk. Det var ikke kun de unge kvinder der i stort tal begyndte på en længerevarende uddannelse, det gjorde også unge mænd fra arbejder- og bondehjem. I disse hidtil universitetsfremmede miljøer lå en stor intelligensreserve. 

I løbet af ti år – fra 1964 til 1974 – blev der oprettet tre nye universiteter i Danmark, i Odense, Roskilde og Aalborg. Antallet af gymnasier steg også, og der blev etableret gymnasier i mange halvstore provinsbyer. I 1982 blev htx – de tekniske gymnasier – oprettet som en forsøgsuddannelse. Den blev gjort permanent i 1988. Også antallet af handelsgymnasier blev udvidet, og uddannelsen blev gjort sammenlignelig med det almene gymnasium. Og også de unge der var kommet lidt op i årene, blev der taget hånd om, dels med HF fra 1967 og dels med studenterkurser. Faktisk var der så mange unge der nu fik en længerevarende uddannelse, at mange nyuddannede (især humanister) havde svært ved at få arbejde. Og den hurtige udbygning af uddannelsessystemet blev dyr.

Men staten ekspanderede også på andre områder. Nu hvor kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, måtte de fritages for en del af arbejdet med at passe og opdrage børnene, og også for en del af  ansvaret for at tage sig af familiernes syge og ældre. Det blev også nødvendigt med en effektiv infrastruktur der hurtigt kunne distribuere mennesker, varer og informationer. Og det blev nødvendigt med teknologier – ‘forsyninger’ – der kunne gøre de stadigt større byer fortsat beboelige. Alt dette og mere til skulle administreres og kontrolleres. Det gjorde det nødvendigt med flere offentligt ansatte. Også det var dyrt.

Hvor det 1960 kun var 9,2 % af de beskæftigede der havde arbejde inden for det offentlige, var det i 1975 steget til 22,2 %. Siden er det steget lidt mere, men har i de senere årtier svinget omkring 28 %. Heraf arbejder omkring 33 % inden for det sociale område, omkring 25 % inden for sundhedsvæsenet, og omkring 19 % med undervisning. 

Den store vækst skulle imidlertid finansieres, og det gjorde politikerne ved at hæve skatten. Selvom de fleste nok syntes at det var godt med bedre sygehuse og en bedre ældrepleje, så brød de sig ikke om at betale mere i skat. Fra midt i 1950’erne blev skattetrykket i Danmark hævet fra omkring 25 % af BNP til omkring 45 % midt i 1980’erne. Det har siden svinget omkring dette niveau. Stigningen kom især i to ryk, dels under Hilmar Baunsgaards borgerlige trepartiregering først i 1970’erne og dels under Poul Schlüters borgerlige regeringer i første halvdel af 1980’erne. Socialdemokraterne bidrog også til stigningen, men det var under borgerlige regeringer at de største skattehop skete. Alene i de tre år Baunsgaards regering sad, steg skatterne med 9,7 %. Noget tilsvarende er næppe sket før eller siden i Danmarkshistorien. Men selvom pengene objektivt set blev brugt ganske fornuftigt og langsigtet, så var en meget stor af borgerne bestemt ikke tilfredse, og det viste de ved Jordskredsvalget i 1973 hvor mere end 1/3 af Folketingets medlemmer blev skiftet ud, og tre nye protestpartier kom ind. Den relativt største taber var De konservative der mistede næsten halvdelen af deres vælgere til skattenægterne i Fremskridtspartiet og til de kristne i Kristeligt Folkeparti. De sidste høstede især stemmer fra vælgere der var utilfredse med at De konservative og Venstre havde gjort pornografiske billeder lovlige og gjort abort lovlig og sågar også gratis.