Allerede inden den første oliekrise i 1973 var der forskellige krisetegn, men de blev overskygget af højkonjunkturen i de ‘glade’ 1960’ere. Men oliekrisen gjorde både olie og andre importerede varer dyrere, og midt i 1970’erne fik Danmark en række år med en nyt økonomisk fænomen, nemlig stagnation og inflation på samme tid – den såkaldte ‘stagflation’. Inflationen lå fra først i 1970’erne og ti år frem på omkring 10 % om året, enkelte år endda højere. I samme periode steg ledigheden fra omkring 1 til 10 %. Kun da den socialdemokratiske regering i 1979 indførte efterlønnen, faldt ledigheden kortvarigt.
Højkonjunkturen gennem 1960’erne havde presset lønningerne op (og arbejdstiden ned); det havde givet lønmodtagerne stor købekraft, men satte også gang i inflationen. Og så faldt købekraften. Også eksportindustrien fik sværere ved at afsætte deres varer. Virksomhedsejerne søgte at løse problemerne både ved at indføre ny og mere effektiv teknologi og ved at flytte produktion til udlandet. Begge dele førte til at ledigheden steg yderligere; i 1993 toppede den med 12 %.
Virksomhederne brugte i perioden en tretrins-raket for at blive mere konkurrencedygtige. Den første var at få arbejderne til at blive mere produktive. Det skete på forskellige måder fra almindelig rationalisering til højere arbejdstempo – og ofte ledsaget af protester fra arbejderne. Allerede i 1954 udbrød en fem uger lang strejke på Philips fjernsynsfabrik på Amager. Her havde ledelsen efter amerikansk forbillede oprettet en rationaliseringsafdeling der vha. tidsstudier og akkorder skulle øge tempoet. Og da en arbejder ikke kunne leve op til fabrikkens krav, blev han fyret, men kollegerne gik i strejke – og vandt. Arbejdstempoet førte også senere til flere lange arbejdskonflikter, bl.a. på flere slagterier først i 1970’erne.
Det andet trin var indførelse af den nye CNC-teknologi der automatiserede dele af arbejdet, altså erstattede menneskeligt arbejde med maskinelt arbejde. Det skete i begyndelsen ret upåagtet, og det var først da arbejdsløsheden begyndte at stige efter 1973 at indførelse af CNC-maskiner gav anledning til større konflikter.
I servicebranchen skete noget tilsvarende efterhånden som de dedikerede terminaler, tekstbehandlingsanlæg og bogholderimaskiner blev udbredt. Også her så man for det meste ganske positivt på de nye maskiner. De gjorde arbejdet lettere, men da der samtidig kom mere arbejde – flere kundekonti der skulle opdateres, flere breve der skulle skrives og flere regnskabsposteringer der skulle håndteres – førte det ikke til øget ledighed.
Indførelsen af computersats på aviserne gav dog anledning til en del konflikter, bl.a. en lang konflikt på Det berlingske hus i 1977. I flere hundrede år havde typografer været dem der ‘satte’ aviser og andre tryksager, men nu var der skabt nogle it-programmer så journalisterne selv kunne skrive artiklerne ind og få dem printet ud som sats der blev affotograferet og brugt som trykmedium på offset-trykkemaskinerne.
Den nye teknologi omfattede flere delopgaver som ikke nødvendigvis blev indført samtidig alle sammen, men da processen var færdig, var det antal arbejdere der skulle bruges for at sætte og trykke fx en avis blevet dramatisk reduceret. De fleste aviser løste overgangen relativt smidigt, med aftrædelsesordninger eller efteruddannelse for typograferne, men i Det berlingske hus valgte ledelsen en hård konfrontationskurs. De lockoutede typograferne, og det varede 141 dage inden parterne blev enige om et kompromis, der ganske vist betød at den nye teknologi blev indført, og at 250 typografer blev fyret, men som dog bl.a. gav de fyrede en samlet erstatning på 25 millioner kr.
Det kunne næppe være gået ret meget anderledes, for ny teknologi har altid vist sig at være en meget stærk modstander. Et resultat af konflikten var i øvrigt, at Berlingske var nødt til at få tilført ekstra kapital. Det fik avisen fra en række danske erhvervsvirksomheder med Mærsk i spidsen, men da avisen i 1999 afslørede at et delvis Mærsk-ejet firma, Dansk Industri Syndikat A/S (Riffelsyndikatet) havde arbejdet for tyskerne under besættelsen – og efter krigen også var blevet dømt for samarbejdet – solgte Mærsk Mc-Kinney Møller og flere andre deres aktier, og dermed startede den proces, der i de seneste årtier har givet Berlingske en noget omtumlet tilværelse, senest som del af en belgisk mediekoncern.
Globaliseringens tredje trin var udflytning af arbejdspladser. Efter at man i 1950’erne og 1960’erne havde flyttet fabrikker ud til de mindre byer i provinsen, begyndte man i 1970’erne at flytte længere væk, i begyndelsen især til Sydeuropa, senere til Østeuropa og Sydøstasien. Udflytningen var egentlig ikke noget nyt fænomen; der havde længe stået Made in Japan eller Made in Hong Kong på en stor del af bl.a. de elektronikvarer, der blev solgt i Danmark. I et vist omfang var også noget af den lettere industri, bl.a. sko- og beklædningsindustri, flyttet til lavlønslande i Sydeuropa. Det nye var imidlertid, at også den gamle og tunge industri nu begyndte at flytte. Men det var kun en forsmag på den globalisering, der for alvor begyndte at slå igennem omkring årtusindeskiftet.
Blandt de mange store gamle danske industrivirksomheder der måtte lukke, var bl.a. B&W i København, Thrige i Odense og Søren Frichs fabrikker i Århus. Også det meste af den ret store danske elektronikindustri forsvandt; allerede i 1970 var der kun to danske radio/tv-fabrikker tilbage. Og i 1979 lukkede Arena i Horsens, så B&O var alene tilbage. Man forsøgte mange steder – bl.a. på Arena – at investere i nye automatiske maskiner, men ofte forgæves. Paradoksalt nok lukkede også mange af de fabrikker som med egnsudviklingsstøtte var blevet flyttet ud i provinsen i 1960’erne og 1970’erne, bl.a. Hellesens batterifabrik. Nogle gik konkurs, og andre flyttede produktionen til udlandet. En del er også blevet opkøbt af større udenlandske virksomheder og siden lukket.
Nogle af de mange nedlagte fabrikker er blevet ombygget til kontorer, boliger eller bruges som museum, men set fra en teknologihistorisk synsvinkel må man sige at alt for meget er revet ned. Når man tænker på hvor mange resurser der bruges på at beskytte og vedligeholde fx bronzealderhøjene, er det besynderligt at der ikke er blevet brugt flere resurser på at bevare kulturarven fra industrialiseringen. Det lå ofte bare i vejen. Det skal dog siges at holdningen har ændret sig, men i mange tilfælde for sent. En del fabrikker bestod dog af så gode og velholdte bygninger at de – måske efter nogle års tøven – er blevet genbrugt til andet formål.
Da Brandt Klædefabrik i Odense lukkede i 1977, lå den øde hen i fem år indtil et større ombygningsarbejde blev sat i gang. Det rummer i dag det store Kunstmuseum Brandts (med afdelinger for grafik og fotokunst), en biografen, et spillested, et studenterhus og et stort antal butikkker og andre lejemål. Et andet eksempel er Søren Frichs fabrikker i Åbyhøj (Århus). De holdt op med at bygge tog i 1977, og fabrikken gik konkurs i 1979. Frem til 1986 brugte Kosan bygningerne til produktion af gasflasker og gasmotorer. Dette år overtog et byggeselskab imidlertid bygningerne, og efter et langvarigt ombygninsgarbejde åbnede fabriksarealet som erhvervspark. Et tredje eksempel er Silkeborg Papirfabrik der lukkede i 2000. Også her er hovedparten af de tidligere fabriksbygninger blev bevaret og bruges nu til boliger og forskellige serviceerhverv; der er også hotel og restauranter samt adskillige kulturelle tilbud, bla. papirmuseum. Der er bygget enkelte nye bygninger som nogenlunde er tilpasset de gamle.
Ingen kommentarer endnu!