Der er produceret biler i Danmark

Den første bil der blev bygget i Danmark, er den såkaldte Hammel-vogn fra 1889. Den er således blandt verdens første biler, men den er et enkeltstående fænomen. Den fik ingen umiddelbare efterfølgere. Men der er faktisk blevet produceret en del biler i Danmark, mange flere end man måske umiddelbart skulle tro, og der har også været flere egentlige bilfabrikker i Danmark. Nedenfor på denne side ser vi blandt andet på den første, den største, den der levede længst og endelig den mest spektakulære. Og på en anden side kan du læse om danske samlefabrikker.

Læs om de danske samlefabrikker – med Ford i Københavns Sydhavn.

Dansk Automobilfabrik i København

Den ældste er Dansk Automobilfabrik, oprettet af smed og cykelfabrikant Hans Christian Christiansen i København i 1901. Tilsyneladende havde Christensen allerede inden lavet en eller nogle få biler. Det blev aldrig nogen stor fabrik, men Christensen fik bygget nogle taxaer (der dengang hed ‘drosker’) og også rutebiler – samt to elektriske busser der kom til at køre mellem Københavns centrale banegård og færgehavnen i Havnegade). Han byggede også nogle motorfærger der blev indsat på ruten mellem Nyhavn og Christianshavn. 

Christiansen var således ligesom Ellehammer aktiv i begyndelsen af 1900-tallet, men det ser ikke ud til Christiansen brugte sin tid på at opfinde. Han byggede åbenbart bare nogle køretøjer og færger. Christiansen byggede sågar også fem flyvemaskiner der kunne flyve. Han var således den første dansker der fløj over åbent vand. Det skete i januar 1910 fra flyvepladsen på Kløvermarken på Amager, kun et halvt år før en anden dansker, Robert Svendsen, fløj helt til Sverige fra Kløvermarken.

Dansk Automobil Byggeri i Silkeborg

Den længstvarende var DAB – Dansk Automobil Byggeri i Silkeborg – der længe var en af Silkeborgs største virksomheder. Den blev startet i 1912 af en tysk indvandrer, J. W. Darr, som lastbilfabrik. I begyndelsen solgte han kun importerede biler, primært tyske, men under 1. Verdenskrig begyndte han at bygge busser oven på importerede lastbilchassiser, især fra tyske Audi. Efter 2. verdenskrig indgik fabrikken dog et samarbejde med engelske Leyland, og fremover brugte de primært Leyland-chassiser. I 1961 overtog Leyland aktiemajoriteten, og fabrikken kom nu til at hedde Leyland-DAB.

Fra 1980’erne skiftede fabrikken imidlertid flere gange ejere, og det var med til at sætte gang i en nedtur der førte til at fabrikken lukkede i 2013. Men fabrikken blev aldrig en rigtig samlebåndsfabrik, og det var nok også med til at forringe dens konkurrenceevne. Især i dens sidste årtier var det ellers en meget innovativ virksomhed; bl.a. var de blandt de første til at bygge ledbusser, lavgulvsbusser og gasbusser, og DAB var længe Danmarks absolut største leverandør af busser med en markedsandel på omkring 60 %. Man solgte dog kun ganske få busser til DSB, der dengang havde en stor flåde af rutebiler. 

De forenede Automobilfabrikker i Odense

Den største var De forenede Automobilfabrikker i Odense. Den begyndte i 1918 da tre små bilfabrikker Thrige, Anglo-Dane og Jan blev forenet under Thomas B. Thriges ledelse og under mærket Triangel. Thrige satsede på busser, lastbiler og skinnebusser, altså nogenlunde det samme som konkurrenten i Silkeborg. Triangel var et stort mærke indtil 2. Verdenskrig, bl.a. med produktion til det danske militær.

I 1930 købte Thrige togvognsfabrikken Scandia i Randers som han moderniserede. Her samlede han produktionen af skinnebusser til de små privatbaner og lod Odense-fabrikken koncentrere sig om busser og lastbiler – herunder tankbiler og brandbiler – samt større og mere specielle personbiler til bl.a. postvæsenet og politiet.

Efter 2. Verdenskrig fik Triangel hård konkurrence af de store udenlandske lastbilfabrikker og indskrænkede efterhånden produktionen til tunge busser og lastbiler samt påhængsvogne. I 1958 blev fabrikken lukket og virksomheden nøjedes fremover med at forhandle engelske Austin-biler. Her var DAB’s koncept mere langtidsholdbart; ved at bygge karrosserier oven på importerede chassiser havde DAB bedre muligheder for at klare sig i konkurrencen. 

Ellerten fra Randers

Den mest spektakulære er Ellerten – eller El-trans som den officielt hed. I Danmark eksperimenterede man i 1980’erne med forskellige små eldrevne biler, men uden større succes. Bedst klarede Ellerten fra Randers sig. Den blev lanceret i 1985 og nåede at blive produceret i op imod tusinde eksemplarer, men en kombination af børnesygdomme, svigtende salg og manglende kapital fik fabrikken til at gå konkurs. Virksomheden blev rekonstrueret, men i 1995 blev fabrikationen flyttet til Tyskland, og bilen skiftede navn til CityEl; den kom i 2004 i en ny version, der kan køre 63 km/t. Denne model produceres og sælges fortsat, men vist kun ‘på ordre’.

Man kan dog diskutere om det er en bil; den har kun tre hjul og kan kun rumme 1 person + evt. to mindre børn. Og det var uden tvivl det afgørende problem både for Ellerten og de andre små elbiler; de var for små og skrøbelige. Det var først i 2010’erne at elektriske biler igen begyndte at blive populære, men nutidens elbiler er jo meget større end Ellerten og dens jævnaldrende – og de ligner traditionelle biler.

Tyske DKW blev skabt af en dansker

Så var der også de danskere der drog ud i verden og etablerede bilfabrikker. Det gjorde Jørgen Skafte Rasmussen som – efter at han var blevet gift med en tysk kvinde – i 1904 sammen med Carl Ernst oprettede Rasmussen und Ernst i den sydøsttyske by Chemnitz. I begyndelsen producerede de mange forskellige ting, men fra 1916 begyndte de at lave dampdrevne biler til det tyske militær.

Dampdrevne biler hedder på tysk Dampf Kraft Wagen, med forbogstaverne DKW, og det blev navnet på både de motorcykler og de biler som Rasmussen siden alene fortsatte med – men her kom DKW til at stå for Das Kleine Wunder. Han var meget innovativ og fik stor succes; motorcykelfabrikken var i en række år verdens største producent af motorcykler, og også de relativt billige DKW-biler (med totaktsmotor) solgte godt. I 1931 lancerede DKW som de første i verden en personbil med forhjulstræk. 

Rasmussen byggede også DKW-køleskabe; her stod DKW for Das Kühl Wunder. I 1928 købte Rasmussen aktiemajoriteten i Audi, og i 1932 blev DKW og Audi fusioneret sammen med to andre tyske bilmærker til Auto Union der efter 2. Verdenskrig – og nye fusioner – kom til at hedde Audi. 

I løbet af 1930’erne blev Rasmussen imidlertid presset ud af virksomheden – med den begrundelse at man ikke kunne have en udlænding til at eje Tysklands næststørste bilfabrik. Fabrikken blev overtaget af staten, og Rasmussen fik en symbolsk erstatning. Efter krigen vendte han tilbage til Danmark, og han kom her i kontakt med A. P. Møller-virksomheden DISA, og de udviklede sammen en ny motorcykel. Af forskellige grunde – bl.a. at der var afgift på motorcykler og ikke på knallerter – blev produktionen dog ret hurtigt indstillet.

Man ser nogle gange det engelske bilmærke Jensen beskrevet på nogenlunde samme måde som DKW, altså at det er stiftet af en dansker. Det er dog ikke helt rigtigt. De to brødre, Alan og Richard Jensen, der stod bag Jensen-bilerne, var begge født i England, men deres far var dog af dansk afstamning. Jensen producerede biler – mest dyre håndlavede sportsbiler – fra 1936 til 1976 plus senere i nogle kortere perioder.