Jægerstenalderen er uden sammenligning den længste periode i Danmarks historie, men det er også den periode hvor menneskene påvirkede naturen og miløet mindst. De havde heller ikke behov for at gøre det. De kunne jage og samle deres føde hvor de kom frem, og de kunne flytte sig med jagtdyrene og årstiderne når der var behov for det. Det var tæt på paradis, i hvert fald hvis de kunne finde føde nok.
Det var også en periode hvor den teknologisk udvikling gik meget langsomt. Danmark forblev ligesom det øvrige Skandinavien en tyndt befolket udkant gennem hele stenalderen. Selvom der i Mellemøsten efterhånden blev skabt store og velorganiserede statsdannelser med både kunstvanding, nye redskaber, nye våben og huse med soltørrede mursten, så vandrede de teknologiske nyskabelser kun yderst langsomt op gennem Europa. Alle mennesker – unge som ældre – har således haft det samme erfaringsgrundlag, og de enkelte områder har udviklet sig nogenlunde parallelt. Det må have været et meget homogent samfund.
Risikoen for at komme i konflikt med naboerne var formentlig heller ikke så stor – selvom der dog er fundet skeletter der bærer præg af vold. Man har naturligvis kunnet slås om gode bo- eller fiskepladser – og måske også om kvinder – men ikke om hverken kvæg, kornlagre eller andre værdifulde resurser. Og desuden var antallet af mennesker lavt, man regner med at der højst var 20.000 mennesker i hele Danmark i den sidste del af jæger-samler-perioden. Det må således være sjældent man mødte nogle man ikke kendte.
Datidens mennesker levede i små grupper (nok som storfamilier) og uden nogen form for politisk organisation – i hvert fald ingen der har efterladt sig spor til vor tid. Der har næppe heller været nogen religiøs organisation. Alle var lige – i hvert fald formelt – og alle bidrog hver med deres evner til fremskaffelsen af føde. Et nedlagt bytte blev til mad for hele gruppen. Der var givetvis en klar arbejdsdeling; mændene fiskede og gik på jagt, mens kvinderne passede hus og børn og samlede bær, nødder, muslinger, snegle og hvad der ellers var at finde i nærheden af bopladsen. Man var ikke særlig kræsen dengang. Alt hvad der kunne spises, blev spist – hvis det ellers kunne fanges
Formentlig har datidens mennesker været polygame, nok sådan at de mest attraktive mænd – måske de bedste jægere – er blevet fædre til flere børn end de andre. Det er imidlertid kun noget vi kan gætte på, men der er intet i deres livsvilkår der taler for at de skulle have været monogame. Monogami blev først relevant da mennesket blev fastboende bønder med egen jord og gård. Der er dog eksempler på begravelser – fx en mand, en kvinde og et barn begravet sammen – der kan tolkes som udtryk for monogami, men der kan naturligvis være flere årsager til at de tre er blevet begravet sammen.
Al teknologi i jægerstenalderen var formentlig importeret; der er ikke tegn på selvstændige opfindelser, men man har selvfølgelig gjort brug af både nedarvet viden og lokale råmaterialer. De største af disse tidlige opfindelser er uden tvivl det at kunne tænde ild og det at kunne lave tøj. Uden dem kunne mennesker ikke overvintre i Danmark.
Kunsten at fiske – med fiskenet, kroge og ruser – samt kunsten at lave lertøj var begge opfindelser der forbedrede stenalderfolkets muligheder ganske markant. Men selv om det var store opfindelser, forandrede de kun naturen og miljøet meget lidt og kun helt lokalt. Jægerne og fiskerne levede grundlæggende i harmoni med naturen, både fordi de var så få, og fordi deres redskaber var så primitive.
Selvom mennesket havde bål i stenalderen, var det ikke med til påvirke CO2-indholdet i atmosfæren. Alt hvad man dengang brændte – og også spiste – indgik umiddelbart i naturens kredsløb. Nok frigav stenaldermennesket CO2 når det tændte op under stegen, og når det åndede ud – og også når det udåndede og gik i forrådnelse – men det udledte ikke mere CO2 end det havde indtaget fra de dyr, frugter og grøntsager som det havde spist. Datidens jægere, samlere og fiskere levede i bogstavelig forstand i harmoni med naturen.
Naturligvis gik deres jagt og fiskeri ud over de dyr der blev dræbt og spist, men der var dengang så få mennesker at det kun har haft marginal betydning på antallet af dyr. Ganske vist forsvandt flere dyrearter, bl.a. de store planteædere som mammut, rensdyr, elg og urokse, men hovedårsagen var formentlig at klimaet og naturen ændrede sig efter at isen trak sig tilbage.
Først blev det for varmt for mammut og rensdyr, og siden kom der for mange og for tætte skove for de to andre. Både elg og urokse overlevede dog her i landet frem til man begyndte at rydde og opdyrke skovene, og det skete først da bønderne vandrede ind.
Ingen kommentarer endnu!