De danske mobiltelefon-producenter

Danmark var – sammen med andre nordiske lande – i front med at udvikle mobiltelefonen, og det var de nordiske teleselskaber der i fællesskab udviklede verdens første fuldautomatiske mobiltelefonsystem, NMT (Nordisk Mobil Telefoni). Der var imidlertid ingen danske mobilproducenter der fik længerevarende succes; det fik kun svenske Ericsson og finske Nokia. Men der var adskillige danske virksomheder mellem de tidlige frontløbere.

Den største danske producent var Storno der blev oprettet allerede i 1947 af Store Nordiske Telegrafselskab. Det fik adresse på Amager, men fik senere også en produktionsafdeling i Flensborg. Storno begyndte med at producere mobilradioer, og det havde de stor succes med i de følgende årtier. I 1950 oprettede de også et biltelefonnetværk i København – først med 11 abonnenter, men der kom snart flere. Det var angiveligt verdens første mobilnetværk. I de følgende årtier var Storno blandt verdens førende producenter af radiotelefoner. 

I 1960 lancerede Storno den første europæiske radiotelefon med transistorer, i 1963 fulgte de op med verdens dengang mindste bærbare radiotelefon. I 1968 solgte de radiotelefon nr. 100.000 og var verdens fjerdestørste producent af radiotelefoner. 

Sidst i 1970’erne blev virksomheden solgt til amerikanske General Electric, og herefter fulgte flere banebrydende radiotelefoner, bl.a. CQM5000 fra 1979 der blev den mest solgte mobilradio i Europa. Den blev fremstillet i Flensborg. I 1982 kom CQP4000 der kun vejede 600 g. I 1984 solgte General Electric imidlertid virksomheden til Motorola, og  i 1992 forsvandt Storno-navnet. Siden er det meste af virksomheden i Danmark efterhånden blevet afviklet. 

A. P. Radiotelefoni i Hvidovre begyndte i 1953 med ligesom Storno at bygge mobilradioer til brug på land, det vil primært sige til taxaer. Senere producerede den bl.a. også mobiltelefoner til det norske marked, hvor man allerede havde en forløber for NMT-nettet i brug. Virksomheden havde op gennem 1970’erne stor vækst, men åbenbart gik det for stærkt, virksomheden manglede likviditet, og banken smækkede kassen i. Derfor overtog Philips virksomheden, men efter omkring et år solgte de udviklingsafdelingen til Nokia og flyttede senere produktionen til udlandet. 

De to andre mobiltelefonfabrikker i Danmark har begge rod i S. P. Radio i Aalborg. Det var en radioforretning der blev udvidet med produktion af radioer og fjernsyn, og som fra 1963 koncentrerede sig om at bygge radiokommunikationsudstyr til mindre skibe. Det fik de stor succes med, og de  var i en lang årrække blandt de førende i verden.

I 1973 forlod flere medarbejdere imidlertid S.P. Radio for at stifte Dancom (som i 1980 blev til Dancall). Nogle af dem forlod senere Dancom og startede Rauff & Sørensen (der senere blev til Shipmate). Nu var én mobilradiofabrik således blev til tre der alle lå ret tæt på hinanden, hhv. i Aalborg, Pandrup og Støvring. Shipmate fik stor succes med at producere og sælge en selvudviklet satellitnavigator, men de to ejere fik desuden held med et nyt selskab, Cetelco, der producerede mobiltelefoner til NMT-nettet. Også Dancall begyndte i 1980’erne at producere mobiltelefoner. 

Fra sidst i 1980’erne samarbejdede Cetelco og Dancall om at udvikle en telefon til det kommende GSM-net. Det lykkedes for dem at sende en af verdens allerførste GSM-telefoner på markedet, men prisen var høj. Udviklingsarbejdet havde været dyrt, og den fælles udviklingsafdeling blev i 1992 solgt til tyske Hagenuk. Året efter gik Dancall konkurs og blev overtaget af engelske Amstrad. Men allerede i 1997 købte tyske Bosch virksomheden som de udvidede med en ny fabrik på 25.500 m² til knap 2.000 ansatte. Bosch havde dog slået for stort brød op, konkurrencen med bl.a. Nokia var for hård, og de solgte derfor i 2000 udviklingsafdelingen til Siemens og produktionsafdelingen til amerikanske Flextronics. 

De to nye ejere samarbejdede først på den måde at Flextronics lavede mobiltelefoner til Siemens – og det gik godt i tre år indtil Siemens flyttede produktionen til Ungarn hvor lønnen var meget lavere. I 2004 var det slut med at producere mobiltelefoner i Pandrup, og siden har de store fabrikshaller været brugt til andre formål. 2014 blev bygningerne købt af engelske Cobham Satcom der bl.a. producerer kommunikationsudstyr til satellitter. Deres produktion er baseret på det ovennævnte S. P. Radio. Cobham blev i 2019 blev overtaget af den amerikanske kapitalfond Advent International, og firmaet har siden meddelt at produktionen i 2021 flyttes til Asien. Der er foreløbig bevaret en lille udviklingsafdeling i Pandrup. Det ser også ud til varemærket Sailor beholdes.

Cetelco fortsatte sideløbende med Hagenuk med at producere den fælles telefon, men efterhånden overtog Hagenuk også Cetelco. Men selvom deres (fælles) telefoner var blandt de mest avancerede i 1990’erne, lukkede firmaet i Støvring alligevel i 2001. Især deres MT-2000 fra 1994 var banebrydende; den havde både intern antenne, soft keys og indbygget spil. Her var MT-2000 på alle områder blandt de første i verden. 

Især var udviklingen i Nordjylland interessant, og man taler stadig om den nordjyske elektronikklynge. Selvom de oprindelige radio- og telefonproducenter alle er forsvundet i dag, lever forskellige dele af dem – som fx Cobham Satcom i Pandrup – videre, og andre virksomheder er startet af folk der tidligere har været ansat i en af de første virksomheder i branchen. Undervejs har foruden engelsk, tysk og amerikansk også koreansk og taiwanesisk kapital været involveret. Men både Storno, A. P. Radiotelefoni, Dancall og Cetelco selv er mere eller mindre glemt i dag. 

Den umiddelbare forklaring er at det danske hjemmemarked var for lille, og at konkurrencen fra Motorola, Ericsson og Nokia var for hård. Det er naturligvis ikke helt forkert, men det er kun en del af sandheden. De danske mobil-pioneres kranke skæbne skyldes også at både de danske politikere og pengemænd sov i timen og overså de forretningsmuligheder der var på vej med GSM-nettet. I stedet blev det overladt til udenlandske virksomheder at plyndre den nordjyske radioklynge for viden og varemærker.

Som både Nokias og Ericssons senere vanskeligheder viser, er markedet for mobiltelfoner et meget omskifteligt marked, og der er naturligvis ingen sikkerhed for at mere politisk velvilje og/eller større kapitalindskud kunne have forlænget livet for de danske mobilproducenter, men det er trods alt værd at sammenligne med den danske vindmølleindustris succes. Især kan det undre at Store Nordiske (Great Nordic) valgte at sælge Storno; Storno var dengang en klar succes og var måske den virksomhed der havde bedst mulighed for at blive Danmarks svar på Nokia – bl.a. fordi Store Nordiske havde meget større økonomiske resurser end de tre øvrige.