I 1993 begyndte det statsejede UNI-C som de første i Danmark at tilbyde private opkobling på internettet. Senere var der også biblioteker der i en overgangsfase tilbød opkobling, men markedet blev hurtigt overtaget af private, og 2004 var 71 % af de danske husstande koblet på nettet. Det var i 2007 vokset til 78 %. Det var præcis lige så mange som dengang havde vaskemaskine.
I begyndelsen blev internettet forstået som en bog, og man kunne slå op i forskellige indekser, såkaldte web-portaler. Blandt de første var Yahoo! fra 1994. Året efter kom danske Jubii der startede som en efterligning af Yahoo!. I slutningen af 1990’erne var der mange der mente at webportaler var fremtiden, og der blev startet et stort antal konkurrerende portaler, men de blev ret hurtigt udkonkurreret af de egentlige søgemaskiner. De første går i princippet helt tilbage til 1990, men de kan ikke sammenlignes med moderne søgemaskiner. Vi skal frem til 1994 før den første søgemaskine der kunne håndtere alle ord i alle filer på nettet, blev lanceret. Den havde det meget passende navn WebCrawler.
De første søgemaskiner blev finansieret vha. reklamer, men da den oprindeligt reklamefrie Google blev lanceret, mistede de hurtigt deres popularitet, og i dag er Google som bekendt helt dominerende (og ikke længere fri for reklamer).
Mens der tidligt var danskere med til at drive udviklingen af computere og software frem, var vi bagefter mht. internettet. Udviklingen skete i USA, og det gik stærkt. Et tidligt norsk forskningsprojekt som Telenor stod bag, resulterede imidlertid i browseren Opera der blev lanceret i 1995. Opera var på flere måder nyskabende, men den fik aldrig nogen større markedsandel. Den findes dog stadig og kommer jævnligt med nye versioner.
I dag oplever langt de fleste det at koble op på internettet som en detalje der fungerer uden problemer. Men det er ikke længe siden de fleste fik adgang til internettet vha. et analogt modem der var koblet til deres almindelige telefonforbindelse og altså brugte fastnettets kobberkabler. Og man kunne kun én ting ad gangen, enten tale i telefon eller være på internettet. Sidst i 1990’erne begyndte de danske teleselskaber imidlertid at markedsføre et digitalt alternativ, ISDN. Det brugte også de gamle kobberkabler, men gjorde det muligt at tale i telefon og bruge internettet på samme tid; man kunne dog maximalt overføre 128 Kb i sekundet.
Senere kom et bedre produkt, ADSL, der var ‘asymmetrisk’ så det kunne downloade hurtigere end det kunne uploade. Det blev udviklet til at kunne levere video-on-demand over nettet; det kom i forskellige versioner hvoraf de bedste kunne downloade med 20 Mb i sekundet og uploade med 5 Mb. i download.
Tidens mest udbredte reklameord var ‘bredbånd’. Det kunne, hævdede udbyderne, give hurtigt internet. Nogle kabeltv-udbydere var således hurtige med at tilbyde ‘bredbånd’, men det var ikke hvad vi i dag forstår som bredbånd. Det er først med ADSL at man med rimelighed kan tale om en slags bredbånd. Selvom det var en betalingstjeneste, blev det meget populært og var frem til 2010 den mest udbredte form for opkobling i Danmark. Men allerede inden var de ‘rigtige’ bredbånd, fibernet og trådløse net, begyndt vinde frem. De første fibernet blev rullet ud i 2005, og de første mobile bredbånd blev tændt i 2007. Her var mobiltelefonselskabet 3 først.
I dag har stort set alle danskere adgang til internettet, og næsten alle bruger bredbånd. Den største del af forbruget sker via. mobiltelefon eller andre bærbare enheder. De mobile netværk ejes af forskellige store mobiltelefonselskaber, mens ejerkredsen til de landbaserede net er mere blandet; bl.a. leverer flere energiselskaber adgang til bredbånd. Her er de lokale forhold meget forskellige, og ikke alle har lige gode muligheder for at få optimalt bredbånd, ligesom også priserne er forskellige.
Man kan godt argumentere for at internettet er så vigtig infrastruktur at det burde være ejet af det offentlige. Det er det imidlertid ikke. Alle netværkene er private; nogle ejes dog af andelsselskaber. Men oprindeligt var det et offentligt monopol at formidle adgang til internettet, og det første selskab der udbød adgang til nettet, var som nævnt UNI-C. Men monopolet blev ophævet i 1995, og allerede i 1997 solgte UNI-C den del af deres virksomhed fra til det private Tele2. Siden blev UNI-C leverandør af it-løsninger til Undervisningsministeriet, og der kom aldrig nye offentligt ejede internet-udbydere. Folkebibliotekerne leverer dog i princippet gratis adgang til internettet for alle – men den mulighed forudsætter naturligvis at man har rimelig let ved at besøge det lokale bibliotek (og kan leve med at risikoen for at blive hacket er noget større der end hjemme).
Med privatiseringen af internetadgangen fulgte i øvrigt en stærkt svingende kvalitet af internet- og mobildækningen. I områder med mange mennesker – og mange kunder – er dækningen generelt noget bedre end i de tyndt befolkede områder.
I det hele taget førte den hastige udvikling på området til et meget omskifteligt marked. Efter 1995 kom der en række private internetudbydere der konkurrerede om at levere det billigste og bedste bredbånd. De er i dag alle opslugt af andre, primært store telefonselskaber. Fx blev det største af den slags udbydere, Cybercity, opslugt af af norske Telenor i 2005. Der har været en tilsvarende udvikling mht. tv- og mobiltelefoner, og de tre områder er i dag vævet tæt sammen.
En følge af de mange nye muligheder som de forskellige bredbåndsløsninger åbnede op for, var at befolkningen blev meget mere individualiseret. Hvor de fleste danskere indtil mindst i 1980’erne kun havde ét telefonselskab og kun én tv-station til rådighed, har de nu fået et stort antal muligheder. Udviklingen er især gået langt på tv-området hvor der nu er mindst 20 danske kanaler og mange flere udenlandske der er tekstet eller synkroniseret til dansk. Hertil kommer at det siden sidst i 1990’erne har været muligt at vise film og videoer på internettet. Det er blevet muligt fordi bredbåndene er blevet ‘bredere’, og computerne hurtigere. Streamingtjenesten Netflix blev oprettet i 1997, men kom først til Danmark i 2012, samme år som HBO Nordic. I 2005 blev YouTube lanceret; det kom til Danmark i 2009. Der er flere andre streamingtjenester på markedet i Danmark, og som bekendt har de stor succes.
I 2019 udgjorde streaming 15 % af danskernes mediebrug, men 25 % af de 15-31 åriges. Omvendt bruger de unge mindre tid på flow-tv og radio – og de bruger kun 3 % af deres medieforbrug på de trykte medier. De mest udbredte streamingtjenester blandt alle over 12 år var i rækkefølge YouTube, Netflix og DRTV, men der er adskillige mindre spillere på markedet. Resultatet er noget for enhver smag, og mange forskellige underholdnings-nicher som før var nærmest ukendte i Danmark, har fået et betydeligt publikum. Det gælder ikke mindst på sports-området. Den individualisering som den teknologiske udvikling her har skabt, er således gået hånd i hånd med den neo-liberalisme som vandt frem fra 1980’erne under Reagan og Thatcher.
Det er måske svært at forestille sig at de gamle tele- og mediemonopoler kunne blive opretholdt. Et resultat af den økonomiske vækst efter 2. Verdenskrig var at folk fik flere penge til forbrug, og at udgifter til mad og bolig kom til at fylde mindre i det samlede forbrug. Og især de unge krævede tidligt andet indhold i medierne; det blev allerede tydeligt da den kommercielle Radio Mercur sendte fra et skib i Øresund.
Men i løbet af 1980’erne blev det lovligt at oprette nye radioer, og også Tele Danmarks telefonmonopol blev ophævet. Og i 1986 vedtog Folketinget at bryde DR’s tv-monopol med et nyt TV2 der begyndte at sende i 1988, og som fik tilknyttede regionale kanaler i de følgende år.
Som nævnt ovenfor var der de første år monopol på at levere internet, men da det midt i 1990’erne blev klart at internettet var ved at blive en folkelig succes, blev monopolet også ophævet her.
Snart efter viste det sig også at internettet kunne bruges til at distribuere radioudsendelser uafhængigt af de traditionelle radiostationer. Det foregik fra 2005 især på Apples iTunes-app, men efterhånden også på mange andre måder. Også i Danmark er der opstået mange podcast-radiostationer, og samtidig er DR begyndt at distribuere deres udsendelser som podcast. På tilsvarende vis fungerer internettet også som medie for tv-udsendelser. Og dermed er det for første gang blevet muligt for ‘almindelige’ mennesker at producere og distribuere radio- og tv-udsendelser. Det kræver blot et videokamera, en computer og et redigeringsprogram. Har man ikke adgang til eget websted, kan man distribuere vha. YouTube.
Indtil 1999 var det i øvrigt Tele Danmark der stod for administrationen af dk-domænet. Men dette år blev det overtaget af DK Hostmaster. Folketinget har dog bestemt at administration skal ske på nonprofit-basis.
Ingen kommentarer endnu!