Efterhånden som gårdene blev udskiftet, blev der brug for svingplove. Men de var relativt dyre at importere, det var billigere at lave dem her i landet – også selv om man var nødt til at importere det nødvendige jern.
Også de første fabrikanter blev importeret; de kom fra England og Skotland. Omkring 1800 kom i hvert fald fire britiske jernstøbere til Danmark. Den ene, John Wilson, etablerede sig i en bygning der var blevet overflødig på kanonværket i Frederiksværk. Han fremstillede her et bredt udvalg af landbrugsredskaber, bl.a. plove af ‘engelsk’ type og til forskellige priser. På de dyreste var hele muldfjælen støbt af jern. Wilson forlod dog hurtigt Frederiksværk, men hans værksted blev drevet videre af E.P. og A.F. Tscherning
I de følgende år blev de første danskere lært op, og snart begyndte de at nedsætte sig som selvstændige jernstøbere og maskinfabrikanter. Heraf kan to nævnes – Henrik Meldahl der fik støberi på Vesterbro i København, og O. J. Winstrup med støberi på Frederiksberg. De to er interessante fordi de i 1820 tørnede sammen til en ny plovkonkurrence som Landhusholdningsselskabet arrangerede ved Strandmøllen nord for København.
På det tidspunkt stod Landhusholdningsselskabet igen for en uddeling af plove, og de havde to fabrikater at vælge imellem. Den ene blev fremstillet af I. C. Drewsen på Strandmøllen. Drewsen er ellers mest kendt som en af Danmarks største papirfabrikanter, men han drev også et smedeværksted hvor han samlede kopier af englænderen John Baileys plov. Muldfjælen blev lavet af jernstøber Meldahl, mens trædelene blev lavet af justitsråd Nielsen.
Den anden blev fremstillet af O. J. Winstrup der drev Danmarks dengang største jernstøberi Marialyst på Frederiksberg, en tid endda med filial i Tyskland. Winstrups havde selv designet sin plov, og han fremstillede den også selv. Den havde hjul og blev set som en mellemting mellem hjulploven og svingploven, og dermed ikke som en rigtig svingplov. Men måske var hjulet alligevel en fordel; i hvert fald var mange bønder glade for det; det gjorde det lettere for dem at pløje lige (svingplove uden hjul har pga. den asymmetriske muldfjæl en tendens til at trække ploven mod venstre – og det kan også være årsagen til at trilleploven havde et lille hjul).
Uheldigvis for Winstrup var Drewsen også præsident for Landhusholdningsselskabet, og så kan man nok gætte sig til resultatet af konkurrencen. I første omgang fik begge plove maksimumpoint, men Drewsen gennemtvang en afgørelse – som hans plov vandt på marginalerne. Det er muligt den var bedst – det er jo umuligt at afgøre i dag – men Winstrup blev naturligt nok sur og indledte en offentlig brevskrivning om sagen. Drewsen var uden tvivl en dygtig papirfabrikant, men det var Winstrup der havde mest praktisk erfaring med jernstøbning og maskinfremstilling. Han udgav fra 1922 Afbildninger af de bedste og nyeste Agerdyrknings-Redskaber med Beskrivelser. Det blev en serie i otte bind, som bl.a. blev støttet økonomisk af Landhusholdningsselskabet. Senere var Winstrup den første dansker der byggede en dampmaskine; det skete i 1826.
Det kan i dag virke paradoksalt at man for to hundrede år siden brugte så mange resurser på at udvikle og forbedre effektive svingplove. I dag ved man at pløjning ikke nødvendigvis er godt for hverken miljøet eller klimaet. Når man afstår fra at pløje, får man en bedre jordstruktur med bl.a. flere regnorme; man øger biodiversiteten, mindsker erosionen og udleder mindre CO2. Pløjning er fortsat en af de mest energikrævende opgaver i landbruget, og det er derfor ganske oplagt at eksperimentere med alternative former for jordbearbejdning. Det gør man nu mange steder i Danmark, og de pløjningsfrie marker udgør nu mere end 10 % af det danske landbrugsareal.
Ingen kommentarer endnu!