Igennem 1600-tallet og videre frem kom der stadigt flere vanddrevne værker i Danmark. De blev næsten alle placeret i nogen afstand af de større byer. Der var ikke længere plads til den slags anlæg i byerne, men til gengæld voksede der typisk mindre byer op omkring værkerne – ligesom det skete i Hellebæk og i Kobbermølle.
1700-tallets største nye værk var krudtværket og kanonstøberiet i Frederiksværk. Her blev der i 1717-19 gravet en kanal, Auderød kanal, mellem Arresø og Roskilde Fjord – bl.a. af svenske krigsfanger. Det gav mulighed for at opføre en agatslibemølle. Agaten blev hentet fra Norge, og arbejderne fra Tyskland. Møllen var imidlertid ikke levedygtigt, og i stedet fik en såkaldt kanonekspert fra Frankrig til opgave at producere kanoner på værket. Hans kanoner var dog af meget dårlig kvalitet, og han blev sat fra bestillingen og måtte rejse hjem til Frankrig – nok uden et ‘au revoir’.
I 1756 satte kongen to af rigets velstående og foretagsomme mænd til at etablere et krudtværk på stedet. Til gengæld fik de anlægget og et stort jordareal foræret. Med så tætte forbindelser til kongen kunne det næppe gå galt – der var jo stort behov for både krudt og kanoner – og det gjorde det da heller ikke. Tværtimod, det nye værk – der passende blev døbt Frederiks Værk – udviklede sig til en stor virksomhed, og de to mænd – især den yngste af dem, Johann Frederik Classen, blev meget rig.
Det gamle støbehus, Gjethuset, er i dag kulturhus, mens der er museum i de bygninger der hørte til Krudtværket.
De fleste af tidens værker fremstillede dog klæde. Byernes folketal voksede gennem både 1600- og 1700-tallet, byboerne fik også flere penge til rådighed, og derfor steg efterspørgsel efter bl.a. tøj også. De rige havde ganske vist råd til importere det fra Holland, Frankrig eller Italien; de mindre rige flertal måtte derimod nøjes med danskproduceret tøj. Hertil kom at der også blev stigende behov for sejl til flåden og uniformer til militæret.
Det sidste blev årsag til at Usserød Klædefabrik voksede op ved Usserød Å i nærheden af Hørsholm. Her var allerede mindre møller da et privat selskab i 1791 fik kongeligt privilegium til at oprette et valkeri og en klædefabrik. Det kneb dog at få økonomi i virksomheden, og i 1802 overtog staten fabrikken. Herefter blev produktionen indrettet til hærens forsyning, og produktionen sat i vejret. Det ‘gamle værk’ blev suppleret med tilkøb af det nærliggende ‘nye værk’ der i 1795 var startet som en privat bomuldsfabrik, og i de følgende årtier voksede fabrikken sig efter datidens forhold meget stor. Omkring 1814 toppede den med mere end 700 arbejdere; heraf var omkring halvdelen børn.
Staten ejede bygningerne frem til fabrikken blev lukket i 1981. En del af bygningerne er blevet fredet og fungerer nu som erhvervspark.
Rundt om i landet kom efterhånden også ret store værker, og enkelte steder kom de til at ligge så tæt at man kan tale om regulære industriparker. Det største af disse lå i Grejsdalen ved Vejle; det udviklede sig efterhånden til Danmarks største fabriksområde med mindst 15 forskellige vanddrevne fabriksanlæg. Her havde der også fra gammel tid været kornmøller, og fra 1700-tallet kom der også klædefabrikker. Den største af dem, Grejs Mølle Klædefabrik var i en periode i 1800-tallet Danmarks største klædefabrik. Der er ingen industri langs Grejs Å i dag, men flere af de gamle fabriksbygninger er fredet og indrettet til boliger.
Hvis man ser de vanddrevne fabrikker i et langt tidsperspektiv, ser man stor forandring. Det gælder også ved Mølleåen og Grejs Å. Møllerne startede typisk som korn- eller valkemøller, så kom der klædefabrikker, metalfabrikker, papirfabrikker og nogle steder også krudtværker og andre virksomheder. Konjunkturerne skiftede, nogle gik fallit, andre blev udvidet, og nogle steder lagde man produktionen om. Fælles for dem alle var dog at de var drevet af vand; de fleste fortsatte med at bruge vandkraft helt op i 1900-tallet, og enkelte udskiftede det gamle vandhjul med turbiner der producerede elektricitet.
Set i det lys kan man sige at middelalderen fortsatte langt op i 1900-tallet. Strømmende vand indeholder overraskende store mængder energi der med den rette teknologi kan drive meget mere end små kornmøller. Disse forbedringer kom efterhånden; selve vandhjulet gik fra de tidlige primitive strømhjul til store overfaldshjul med fremskudt malekarm, og efterhånden fandt man også ud af at placere hjulenes skovle på den mest optimale måde. Det fik også stor betydning at man tog knastakslen og krumtappen i brug. Med dem kunne vandmøllerne som nævnt sættes til mange forskellige opgaver – knastakslen kan ælte, stampe og hamre, krumtappen kan røre, pumpe og save. Og vha. stanggange kunne man transportere kraften over lange afstande.
Så da vi var nået ind i 1800-tallet, var middelalderens kraftforsyning stadig i stand til at forsyne menneskeheden med den kraft der var nødvendig. Ganske vist havde den måde man producerede på, ændret sig meget – fra håndværk til industri. Men kraftkilden var den samme, og den var lige så ren og CO2-neutral som i middelalderen. De mange tandhjul og andet maskineri gjorde dog helt sikkert arbejdsmiljøet farligere.
Ingen kommentarer endnu!