I løbet af 1970’erne trængte computeren ind på andre servicearbejdspladser, og her bredte de sig hurtigt. De udviklede sig også hastigt – i flere trin: i 1970’erne kom de dedikerede terminaler og tekstbehandlingsanlæg, i 1980’erne de personlige computere og i 1990’erne blev computerne koblet på internettet.
I begyndelsen prøvede skrivemaskinefabrikanterne at fastholde deres marked ved at udvikle avancerede skrivemaskiner der skulle tage kampen op mod de nye teknologier. Der blev lanceret maskiner med slettetast, med hurtige kuglehoveder og med hukommelse. Alt sammen forgæves. Pc’en er indiskutabelt bedre, og da først pc’erne begyndte at komme ned i pris, var det slut med skrivemaskinerne. I dag er skrivemaskinen blevet til en museumsgenstand, og i 2012 lukkede Europas sidste skrivemaskinefabrik (i den walisiske by Wrexham).
Undervejs i den proces blev skrivearbejdet forandret. Traditionelt blev en tekst forfattet – evt. dikteret – af én person (typisk en mand), mens en anden person (typisk en kvinde) skrev det ind på maskine. På større virksomheder foregik skrivearbejdet på såkaldte skrivestuer hvor mange (kvinder) sad ved hvert sit skrivebord. Men med tiden endte det de fleste steder med at tekstens forfatter selv skriver teksten ind. Det har sparet tid, men også ført til at moderne tekster ofte indeholder mange stave- og slåfejl. Selvom man har en lang uddannelse, er det ingen garanti for at man staver (og læser korrektur) lige så godt som skrivestue-sekretærerne gjorde.
På plus-siden må man til gengæld notere at vi har kunnet stryge en hel del ghettoer fra listen – nemlig de kontorghettoer der kun var befolket med kvinder.
At tekstbehandlingsanlæggene var ‘dedikerede’ betød at de var konstrueret til dette ene formål. Det var en logisk måde at bygge de tidlige computere på, men ulempen var naturligvis at de kun kunne bruges til tekstbehandling, og de forsvandt da også da de personlige computere blev udbredt. Det samme gjorde også andre af 1970’ernes dedikerede anlæg. De var i en periode ganske almindelige i større virksomheder – især i virksomheder med mange filialer, fx banker. Via anlæggene kunne medarbejderne få adgang til en central computer, fx til en kundes konto, og her ændre oplysningerne. Som led i processen blev de nye oplysninger printet ind i kundens bankbog. Selvom det umiddelbart ligner arbejdet i moderne banker, så var det dog noget anderledes og ikke kun pga. den fysiske bankbog. Bankernes terminaler kunne kun udføre denne ene opgave, og kommunikationen foregik over telefonnettet eller særlige datanet. I bankerne og tilsvarende virksomheder har man i dag personlige computere og internet, men de dedikerede anlæg bruges stadig mange steder – både med og uden adgang til internettet. En betalingsautomat er fx et dedikeret anlæg.
De første computere arbejdede som nævnt vha. radiorør, de næste med transistorer, og derefter blev mikrochip med integrerede kredsløb taget i brug – i første omgang som enkeltstående ‘chip’ lavet af silicium og baseret på en opfindelse lavet i det amerikanske Fairbanks Semiconductor i 1959. De integrerede kredsløb var mindre end transistorer, og gjorde det dermed muligt at bygge mindre computere, men ellers blev de brugt på samme måde.
I 1971 lykkedes det imidlertid amerikanske Intel at fremstille en chip med en mikroprocessor, altså et integreret kredsløb der kan lave beregninger. Den blev regnemotor i en af de første bærbare regnemaskiner, men teknologien blev hurtigt taget i brug i computere, og dermed kunne computerne bygges så små og (relativt) billige, at de kunne gøre nytte i mindre firmaer. De blev dog længe mest brugt til kartoteker og til bogføring. De ovenfor nævnte dedikerede tekstbehandlingsanlæg fungerede også vha. mikroprocessorer.
Teknologien blev efterhånden forfinet så man også kunne lave stadigt mindre computere; den første flytbare ‘personlige’ computer (pc) på markedet kom fra amerikanske IBM i 1975, men som bekendt kom der snart mange andre. I løbet af 1980’erne kom også stadigt mindre ‘bærbare’ computere på markedet; den første var den amerikanske Osborne 1 fra 1981. De bærbare var dog i begyndelsen både relativt dyre og upraktiske – med bl.a. kort batterilevetid. Vi skal derfor frem til Apples PowerBook fra 1991 og IBM’s ThinkPad fra 1992 før de små ‘laptops’ rigtigt slog an, men siden har de jo gået deres sejrsgang – samtidig med at de fortsat er blevet mindre.
Det vigtigste var imidlertid ikke at computerne efterhånden blev mindre, men at de blev i stand til at håndtere flere programmer på samme tid. Det var en udvikling der for alvor startede med de første personlige computere med grafisk brugergrænseflade og mus, først og fremmest de ‘slæbbare’ Macintosh-maskiner fra Apple. Den første model kom i 1984.
Regnecentralen nåede ikke at komme i gang med at fremstille bærbare pc’ere. Men Danmark fik en anden producent. Det var Zepto der fra 2002 til 2008 havde stor succes med at samle ‘skræddersyede’ bærbare efter kundernes ønske. En forhastet ekspansion i udlandet gav dog sammen med finanskrisen fra 2008 virksomheden så store vanskeligheder at den gik konkurs i 2009.
Ingen kommentarer endnu!