Danmark fik sin første computer, DASK, i 1957. Den næste hed GIER og blev bygget i 1961. Det var store langsomme maskiner der slet ikke kan sammenlignes med moderne pc’ere. Og man var dengang slet ikke klar over det store potentiale computerne havde.
I begyndelsen så man dem alene som ‘talknusere’, altså som maskiner der kunne løse regne- og beregningsopgaver der var så store og komplicerede at de ellers var vanskelige – eller meget tidskrævende – at løse. Den første indtægtsgivende opgave på DASK kom således fra Danfoss der havde brug for at få beregnet formen på tandhjulene i hydrauliske pumper, men det store gennembrud fik DASK ved folketingsvalget i 1960 hvor den blev brugt til udregne resultatet og undervejs også lave en prognose.
Den første GIER brev brugt til at lave landkort for Geodætisk Institut. Siden blev der lavet yderligere 55 GIER-maskiner som blev taget i brug i mange forskellige sammenhænge. GIER nr. 2 blev således bestilt af kemivirksomheden Haldor Topsøe; den skulle bruges til processtyring og kemiske beregninger. GIER blev også brugt til at generere digitale 3D-modeller. Norges Tekniske Høgskole købte en af de første GIER-maskiner, og en af dens opgaver var at lave digitale modeller af terrænet ved et grubeområde. I Danmark blev GIER bl.a. brugt til at fremstille 3D-tegninger af forskellige vejføringer. Der kom også en til atomforsøgsstationen på Risø. Og så viste det sig at GIER ligesom de følgende computere var vældig god til administrativt arbejde, og at computere nærmest revolutionerede arbejdet med kartoteker – eller registre, som det nu kom til at hedde.
Både virksomheder med store kundekartoteker – fx banker og forsikringsselskaber – og det offentlige flyttede deres kartoteker over på computere. Der kom også helt nye registre til, bla. Det Centrale Personnummer Register (CPR-registret) hvor alle danskere siden 1968 har været registreret med et unikt nummer. Det erstattede det gamle folkeregister med kartotekskort over husstande (kortene blev dog opbevaret i ti år, for man skulle jo være sikker på at den nye teknologi virkede!). Centralregistret for Motorkøretøjer (CRM) blev oprettet i 1966, men var først fuldt indfaset i 1969. Senere kom også et CVR-register over virksomheder og BBR-registret over bygninger og boliger.
Der er mange indlysende fordele ved at have gode registre. Det har længe været kendt at det danske CPR-register er med til at gøre det nemt at forske i befolkningens sundhedsdata. Det er fx vigtigt hvis man skal afdække sammenhængen mellem demografi og sundhed. Men med muligheden for at analysere folks gener, kan man nu gå videre og skræddersy medicin til bestemte befolkningsgrupper, såkaldt personlig medicin.
Men der er bestemt også ulemper ved CPR-registret. Dengang det blev oprettet, var der stort set ingen der problematiserede dets sårbarhed, og det var heller ikke specielt sårbart dengang. Men nu har man via internettet mulighed for at hacke sig til andres CPR-numre. Vi ved ikke hvor tit det sker, men vi ved det sker. Det samme gælder også mht. andre registre, fx bankkonti. Ganske vist har vi efterhånden fået NemId, eBoks og forskellige totrinsbekræftelser, men de digitale registre der kan tilgås fra internettet har åbnet for en endeløs kamp mellem kriminelle og sikkerhedsfolk.
Formentlig uforvarende kom CPR-registrene i øvrigt til at flytte statens fokus fra manden i en husstand til de enkelte medlemmer af husstanden. Tidligere blev en kvinde ved brylluppet skrevet ind på mandens ‘hovedkort’, og her blev også eventuelle børn løbende skrevet ind. Men CPR-registreret stillede kønnene lige; fremover var en gift kvinde ikke længere en mands hustru, men en kvinde der var gift med en mand. Også børnene blev allerede fra fødslen ‘selvstændige’ individer.
Blandt de store arbejdspladser der sidst i 1960’erne indførte ny teknologi, var det daværende Postgiro. Det var engang et af Danmarks største pengeinstitutter. Oprindeligt var det en del af Postvæsenet og kunne kun bruges til at overføre penge fra én konto til en anden. Det fungerede som en bank hvor den enkelte kunde havde meget få muligheder – man bruge bruge den som lønkonto og til at betale regninger, men man kunne fx ikke låne penge. Det var et ret smart og billigt system, og det var ovenikøbet med til at skabe overskud i datidens postvæsen. Det blev imidlertid privatiseret under den socialdemokratiske Nyrup-regering i 1990’erne og siden opslugt af Danske Bank.
Indtil 1967 brugte man såkaldte hulkortregningsindbetalingskort – i daglig tale kaldet ‘hulrik’ – til at indbetale penge på en Postgiro-konto (fx hvis man skulle betale en regning). Men i 1967 fik Postgiro nyt udstyr der kunne håndtere optisk læsbare regningsindbetalingskort – kaldet ‘oprik’. Det var et effektivt system der da også blev meget populært, og i 1969 tog Postgiro en stor bygning i brug i København. Det var dengang en af Københavns største kvindearbejdsplader.
Også banker og sparekasser etablerede sidst i 1960’erne et it-baseret system til overførsel af penge mellem to forskellige konti. Det var Pengeinstitutternes BetalingsSystemer (PBS) fra 1968. Det har siden udviklet sig til at være en del af Nets der i dag ejes af en amerikansk kapitalfond. Nets har hovedkontor i Ballerup, men er aktiv i en række nordeuropæiske lande. Det er Nets der ejer Dankortet og NemID. PBS stiftede i 1968 datterselskabet Multidata der året efter lancerede DataLøn der arbejder med udbetaling af løn; Multidata blev udskilt fra PBS i 2003 og ejes nu af norske Visma med hovedsæde i Oslo.
Selvom alle danskere således indirekte var brugere af it (eller ‘edb’ som det hed dengang), så var it endnu op i 1980’erne noget ret eksotisk der stort set kun blev brugt i det offentlige og i store virksomheder. Og det var noget der kun var for eksperter. Det afspejledes også i datidens it-undervisning der fokuserede på systemanalyse, opbygning af hardware og på programmering. Det var først i 1980’erne at programmer som tekstbehandling og regneark så småt begyndte at blive udbredt.
Ingen kommentarer endnu!