Pladespillerens historie starter med fonografen. Den blev opfundet af den meget alsidige Thomas Edison i 1877. Den første model bestod af et ‘talerør’ med membran, en ‘skrivenål’ og en bevægelig metaltromle belagt med tinfolie. Når man talte ned i røret med membranen, påvirkede man nålen, der derved lavede en rille i det bløde tin. Når man skulle høre det indspillede, drejede man tromlen rundt med samme hastighed, som da lyden blev indtalt. Fonografen kunne både optage og afspille lyd, og man kunne også flytte tinfoliet over på et andet apparat og afspille det der.
I 1878 erstattede Edison tinfoliet med cylindere af voks, og i 1887 udskiftede Emil Berliner valserne med plader. Og hermed var den første grammofon blevet skabt. Fonografen og grammofonen bestod længe ved siden af hinanden. De havde hver deres fordele og ulemper; det var som før nævnt kun fonografen der både kunne optage og afspille, men det var ikke muligt at lave massekopier af fonografens voksvalser. Derimod fandt man ret hurtigt ud af at masseproducere grammofonplader af shellak, og efterhånden som teknikken blev bedre og priserne mindre, opstod et marked for grammofonplader med musik.
Det varede dog længe før grammonfonplader for alvor blev populære. Både grammofoner og plader var ret dyre, og meget dyrere end en biografbillet. Biografen var – senere sammen med radioen – almindelige menneskers foretrukne medier, og grammofonen var længe en niche for de mere velstående. I begyndelsen kunne hverken valser eller plader rumme ret mange minutters optagelse, og lydkvaliteten var dårlig. Man havde jo ikke anden form for højttaler end en tragt. Man havde heller ikke mikrofoner, men talte ind i en tragt. Det betød nok også noget at der længe var kamp mellem Edisons fonograf og Berliners grammofon; en kamp som Valdemar Poulsens telegrafon måske kunne have blandet sig i hvis Poulsen havde været mere opmærksom på de kommercielle muligheder i telegrafonen.
Heldigvis blev der tidligt lavet danske lydoptagelser – også nogle der er bevaret til i dag. Danmarks ældst (kendte) lydoptagelser blev foretaget i 1889 på en fonograf af Gottfried Ruben. Ruben var generalagent for Edison i Skandinavien, og han lavede 1889-1895 i alt 154 optagelser på fonografen. Ruben brugte dem som reklame for fonografen, men han lod også publikum betale for at høre optagelserne – hvoraf mange var lavet med datidens populære danske skuespillere, sangere og musikere. Det var naturligt nok en sensation i datiden, og Ruben havde stor succes med at demonstrere sit apparat, både i Tivoli og andre steder.
På det tidspunkt var der allerede flere selskaber i USA der producerede og solgte sang- og musikindspilninger, men de fleste kunne ikke få ordentlig økonomi i deres virksomheden, og det endte med at én af de første, Columbia, var alene tilbage. Det blev stiftet i 1887 og er verdens ældste endnu eksisterende pladeselskab. Det ejes i dag af japanske SONY. Det begyndte med at sælge optagelser på fonograf-cylindere, men udvidede i 1901 med optagelser på plader – og i 1912 holdt de op med at producere cylindre. Da havde Berliners grammofonplader definitivt sejret over Edisons fonograf-cylindere. Edison selv gav dog ikke uden videre op; han blev ved at sælge cylindre til 1929. Men så var det også slut.
Danmarks ældste pladeselskab var tysk, nemlig den tyske afdeling af Berliners amerikanske pladeselskab. Dette selskab – Deutsche Grammophon-Gesellschaft – indspillede den første danske grammofonplade i 1899, Det er et yndigt land sunget af Jørgen Lindahl. Selskabet oprettede i 1903 en afdeling i København. Selskabet eksisterer endnu og er meget aktiv med udgivelse af klassisk musik.
I de første årtier var det klassisk musik, og ikke mindst opera, der var de mest populære udgivelser. Det skyldtes bl.a. den italienske operasanger Enrico Caruso. Inden sin død i 1921 havde han indspillet næsten 500 numre; det var bl.a. ham der først indspillede O Sole Mio. Og han var også den første pladekunstner der solgte en plade i mere end 1 mio. eksemplarer; det var en italiensk operaarie som blev udgivet i USA i 1904.
Grammofonen var dog endnu blot et dyrt legetøj, som bestemt kunne være overvældende at lytte til, men lydgengivelsen var ikke optimal. Det var langt fra det samme som at høre en sanger eller et orkester optræde. Desuden var pladerne lavet af shellak der var meget skrøbeligt; der var kun plads til korte numre – under fem minutter – og der var også kun lyd på den ene side. Der kom dog hurtigt forbedringer, og først i 1920’erne blev grammofoner og grammofonplader for alvor populære. Det skyldtes både at prisen faldt, og at lyden blev langt bedre; nu havde man fået bedre mikrofoner og rigtige højttalere. Og især jazz-musikkens store popularitet fra 1920’erne trak salget op.
En grammofon er intet værd uden plader. Det omvendte er også tilfældet, og man skal naturligvis se de to ting sammen. Man kan nærmest kalde en grammofon for en pengemaskine; når man først havde investeret i den, var man nødt til at købe nye plader med mellemrum – man følte i hvert fald et behov for at gøre det. Mange af de første musikselskaber producerede derfor både grammofoner og plader – og musikbranchen udviklede sig til et helt lille system hvor der også indgik koncerter og koncertturneer samt artikler, blade og bøger om de optrædende. Og efterhånden blev også radio og fjernsyn inddraget i systemet, især da de kommercielle radioer omkring 1960 blev populære.
Men de store skrøbelige shellak-plader trængte til afløsning, og den kom i 1948 da Columbia Records sendte den første vinyl-plade på markedet. Den kunne rumme mere musik end lak-pladen, og den var også mere holdbar. Det gav for alvor grammofonen succes, og den blev endnu større da mange unge fra slutningen af 1950’erne fik flere penge mellem hænderne og dermed råd til at købe grammofon og plader.
Her skabte især to opfindelser revolution, dels udviklingen af den lille 7 tommer-singleplade med ét nummer på hver side, og dels opfindelsen af transistoren og dermed også af transistorradioen og den transportable pladespiller. Det gjorde i løbet af få år ungdommen til den vigtigste kundegruppe, og pludselig blev populærmusikken totalt forandret.
Ved siden af pladespilleren fik også båndoptageren stor popularitet. Valdemar Poulsens telegrafon fra 1898 – der må regnes som verdens første båndoptager – var aldrig blevet til mere end en telefonsvarer og en diktafon, og det var først i løbet af 1930’erne at forskellige opfindere begyndte at nærme sig det det der blev til spolebåndoptagere. Den første af disse var delvis en militæropfindelse idet den blev opfundet i Tyskland før 2. Verdenskrig, men forbedret under krigen – og brugt af nazisterne til radioudsendelse af bl.a. Hitlers taler.
Efter krigen blev de tyske båndoptagere kopieret i først USA og hurtigt også i Danmark hvor Bang og Olufsen allerede i 1947 fremstillede deres første Beocord-optager, 84U. Den omtales nogle steder som verdens første båndoptager beregnet for det private marked; det er dog næppe korrekt, men sikkert er det at Beocorden var blandt de allerførste båndoptagere.
I 1950 var B&O også blandt de første med en kombineret båndoptager og pladespiller, Beocord 506. De første båndoptagere var dog meget dyre og blev overvejende købt af folk der arbejdede professionelt med lyd. Det ændrede sig først for alvor med kassettebåndoptagerne fra sidst i 1960’erne.
Ingen kommentarer endnu!