I computerens barndom foregik alt på engelsk. Bortset fra de få danske programmer som Dantekst og Concorde så havde alle de første it-programmer engelsksproget brugerflade. Og da danskernes engelsk-kundskaber dengang var dårligere end i dag, så gav det visse problemer – også selvom de første programmer var meget små og enkle. Det skabte behov for kurser i brug af edb. I begyndelsen havde man ikke computere på kursusstederne, og undervisningen var derfor rent teoretisk og handlede mest om at analysere organisationer, tegne diagrammer og at programmere. Fagforeningen HK påtog sig her et pionérarbejde ved midt i 1980’erne at oprette HK Modul Data der tilbød edb-undervisning til sine medlemmer. Det foregik i en række centre spredt over landet, alle udstyret med en computer til hver kursist. Her blev der undervist i de mest almindelige kontorprogrammer, men det teoritunge basismodul ‘Grundlæggende EDB’ var længe det mest populære kursus.
I løbet af 1990’erne begyndte kontorprogrammerne at komme med dansksproget brugerflade. Det gjorde dem lettere. Efterhånden begyndte også mange skoleelever at få introduktion til it. Det offentlige begyndte desuden at udbyde efteruddannelse i edb i AMU-regi. Med udbredelsen af den grafiske brugerflade blev it-programmerne desuden mere intuitive. Også nettet blev mere anvendeligt. Og fra midt i 1990’erne blev stadigt flere – både private, virksomheder og institutioner – koblet op på internettet. Til gengæld blev kontorprogrammerne mere omfattende, og der begyndte også at komme specialprogrammer bl.a. til layout og tegning.
Allerede inden 1980’erne havde mange store virksomheder og offentlige myndigheder opbygget stor erfaring med at tilpasse programmer og udvikle nye der passede til danske forhold. Både staten og andre offentlige myndigheder havde egne it-afdelinger, det samme havde mange virksomheder, og så tidligt som i 1972 var Kommunedata (det nuværende KMD) blevet oprettet som en fælleskommunal it-leverandør til kommunerne. Men selvom der er opbygget stor it-ekspertise både i det offentlige og i det private, så er historien alligevel fuld af fejlslagne it-projekter. Næsten alle der er når frem til avisernes forsider, er offentlige projekter, men også mange store private it-satsninger er gået galt – vi hører bare sjældent om dem. Men brudstykker af de problemer A. P. Møller-Mærsk løb ind i med et nyt it-system – udviklet af IBM og taget i brug i 2005 efter at rederiet havde opkøbt en stor konkurrent – er blevet kendt. IBM-systemet gav store problemer med fejlagtige fakturaer, og containere der endte forkerte steder. end de skulle.
Den første store offentlige it-skandale var it-systemet AMANDA til Arbejdsmarkedsstyrelsen. Det blev vedtaget af Folketinget i 1996, og var dengang beregnet til at koste 214 mio. kr. Det endte dog med at koste omkring én mia. kr. Det blev tilmed forsinket, og i øvrigt skrottet allerede i 2008. Siden har bl.a. forsvaret, domstolene, rigspolitiet, arbejdsskadestyrelsen og ATP haft store og dyre problemer med nye it-systemer. Og det har Skat som bekendt også.
Her begyndte man i 2005 – mens Kristian Jensen (V) var skatteminister – at udvikle et fælles inddrivelsessystem, EFI, men først i 2013 blev det taget i brug. Det var dog stadig fyldt med fejl, så nogle skatteydere fik opkrævninger på gæld der var forældet, mens andre slap for opkrævninger. I 2016 tog den daværende skatteminister, Karsten Lauritzen (V), konsekvensen og skrottede EFI. Det kom til at koste staten mere end én mia. kr.
Aktuelt (2020) er der fortsat debat om de elektriske patientjournaler (EPJ’er) der er taget i brug på landets sygehuse. Her startede man dog på en anden måde; næsten alle de daværende 14 amter gik omkring 2000 i gang med at udvikle deres eget system, enkelte dog sammen med et naboamt. Det er blevet voldsomt kritiseret, og omkring 10 forskellige EPJ’er var nok også i overkanten, men man opnåede at afprøve flere forskellige journaler og er i dag endt med to, det amerikanske Patientjournalen der bruges på Sjælland mv., og det danske Systematic EPJ der bruges i Jylland og på Fyn. Skal man tro medierne, er Systematics det bedste, men foreløbig ser det ikke ud at de to regioner på Sjælland vil droppe deres system.
Der kan være mange årsager til at store it-projekter mislykkes. Men ofte er årsagen at man udvikler ‘oppefra’ i stedet for ‘nedefra’. Når man lader it-cheferne definere hvordan programmet skal se ud og fungere, overser man let at det er folk ‘på gulvet’ der skal bruge systemerne – og de kan meget vel have nogle andre behov end dem cheferne og deres udviklere har forestillet sig. Jo større systemet er, des større risiko ser der ud til at være. Det kan også være et problem at man kun ser på enkelte brugergruppers behov og overser at der kan være mange forskellige faggrupper der skal bruge systemet, og at de kan have forskellige behov.
Oppefra-tænkningen kan føre til at man går i gang med ‘det hele’ på én gang i stedet for at lave prototyper først (evt. som såkaldte ‘mockups’) og siden arbejde sig ‘opad’. Typisk arbejder man også med systemer der skal implementeres i hele landet på én gang i stedet for at prøve dele af systemet af først eller kun prøve det af enkelte steder. Det sker også at bestillerne stiller for store og komplicerede krav, og/eller at de firmaer der skal lave systemerne, lover mere end de kan holde.
Et andet alvorligt problem er sikkerheden på nettet. Der var engang hvor man ikke behøvede at bekymre sig om hackere, men sådan er det jo ikke længere. I dag kan alle – private, virksomheder, offentlige institutioner osv. – blive mål for kriminelle der trænger ind i harddiske og servere. Formålet kan være økonomisk eller politisk – og handler om afpresning, tyveri og spionage eller ‘blot’ chikane. Der er allerede flere eksempler på hvordan hacking er brugt som en slags militært våben.
Det hidtil værste hackerangreb mod danske interesser ramte sommeren 2017 A. P. Møller-Mærsk. Det var egentlig en virus – formentlig af russisk oprindelse – der spredte sig til bl.a. Mærsk Lines rederi og containerforretning. Det lammede Mærsks havne og kontorer i flere dage og gjorde det umuligt at vide hvor de forskellige containere befandt sig. Derfor måtte Mærsk lukke sine it-systemer ned og geninstallere alle servere, pc’ere og software. Det tog ti dage og kostede A. P. Møller-Mærsk næsten 2 mia. kroner. Blot otte måneder senere ramte en ny skandale virksomhedens australske datterselskab Svitzer Australia. Her havde hackere gennem næsten 11 måneder kopieret 60.000 email og dermed bl.a. skaffet sig adgang til personlige oplysninger om en stor del af de ansatte.
Sidst i 2021 blev vindmølleproducenten Vestas udsat for et hackerangreb hvorover 7.000 filer blev kopieret. De indeholdt finansielle oplysninger, bl.a. fakturaer og købsaftaler med kunder rundt om i verden. Det var det russiske Lockbit-kartel der stod bag, og formålet var at afpresse Vestas. Vestas afviste dog at betale, og Lockbit gjorde derfor alvor af deres trussel og offentliggjorde filerne på nettet.
Vi hører nærmest dagligt om hvordan almindelige mennesker – og nogle gange også virksomheder eller offentlige myndigheder – er blevet snydt på nettet. Det er ikke altid fordi de er blevet hacket eller ramt af en virus – det kan også være at de er gået i en phishing- eller e-handelsfælde og har udleveret password og/eller kontooplysninger, eller at de har købt ikke-eksisterende varer. Her handler det mest om manglende digital dannelse. Det er fint at have tillid til folk, men vi har jo ikke uden videre tillid til alle de mennesker vi møder rent fysisk – så hvorfor dog have det til folk man møder på nettet? Og da især når de har et tilbud der er for godt til at være sandt!
Det er altid nemt at være bagklog, men måske burde man prioritere undervisning i digital dannelse og it-sikkerhed højere – og være begyndt på det tidligere.
Ingen kommentarer endnu!