Da dampen kom til Danmark

I 1700-tallet var langt de fleste danskere endnu beskæftiget ved landbruget. Det var kun en mindre del der levede i købstæderne – som håndværkere, købmænd og embedsmænd. Endnu færre var fiskere eller søfolk, og endelig var der ganske få der var håndværkere eller arbejdsmænd på de endnu meget få manufakturer uden for købstæderne. Og den position beholdt landbruget længe her i landet. Men andre steder gik udviklingen hurtigere.

Hurtigst gik det i England. Her havde man forudsætninger for en helt anden udvikling. Man havde kul og jern, et stort hjemmemarked – der ovenikøbet var blevet større efterhånden som de engelske kolonier bredte sig. Og så havde England fået en jordløs landbefolkning der delvis ernærede sig som hyttearbejdere i den tidlige forlagsindustri. Man havde altså rigeligt med råvarer, arbejdere og marked. Den nødvendige kapital var også til stede, tjent på uld fra England og slaver, sukker, bomuld og meget andet fra kolonierne. Desuden havde man også regeringer der bakkede de foretagsomme kapitalister op.

Ved siden af hytteindustrien begyndte der nu at opstå en egentlig industri flere steder i England og Skotland. Med ‘industri’ menes at arbejderne blev samlet i særlige bygninger, fabrikker,  indrettet til produktion, og at der var tale om ufaglærte arbejdere og ikke faglærte håndværkere. De første fabrikker var som også mange manufakturer placeret ved vandløb der kunne levere den nødvendige kraft. Men der var ny teknologi på vej.

Denne nye teknologi blev i første omgang udviklet for at løse minernes problem med grundvand. I 1600-tallet var minerne for længst blevet så dybe, at man havde fået store problemer med indtrængende grundvand. Og det var svært at pumpe det væk med håndkraft. Det hjalp at lade ponyer drive pumperne, men det var heller ikke nok. Løsningen blev dampmaskinen. 

Den første brugbare dampmaskine var Thomas Newcomens maskine fra 1712. Den løste nogenlunde problemet i minerne, men blev ikke taget i brug andre steder. Det skete først efter at den skotske maskiningeniør James Watt forbedrede Newcomens maskine ved først (i 1765) at udstyre den med en separat kondensator og senere (i 1782) at konvertere stemplets vertikale bevægelse til en roterende. Det første var et stort fremskridt; det andet førte til en revolution.

Den separate kondensator gjorde det muligt at holde stemplet og cylinderen varme hele tiden, og man fik derfor behov for langt mindre kul. Den roterende bevægelse gjorde det muligt at tage maskinen i brug overalt i den begyndende industri.

Maskinen var jo oprindeligt bygget til at pumpe vand op fra minerne, men det var ikke mindst i tekstil- og jernbranchen, at den blev taget i brug. Andre brancher kom dog også med – med Londons porter-bryggerier blandt de allerførste. Og dampmaskiner kom snart til at hamre, blæse, pumpe, hejse, bøje om kap med vandhjulet. Og det var en konkurrence dampmaskinen vandt – dog ikke uden kamp, nogle steder blev der brugt vandhjul langt op i 1900-tallet. 

Selvom dampmaskinen ikke var særlig effektiv set med nutidens øjne, så fik den dog umådelig betydning for udviklingen af industrien. For på trods af at dampmaskinen jo både behøvede kul og vand, så var den mere fleksibel end vandhjulet og billigere i drift end heste, og den kunne også levere mere energi. Den krævede dog i begyndelsen så meget kul at den kun var rentabel hvor der var nem og billig adgang til kul – eller hvor det var svært eller dyrt at bruge kraft fra heste eller vand. Den var således ikke voldsom interessant set med fx danske øjne. Den blev dog efterhånden gjort mere effektiv og dermed også mere anvendelig – også i et kulløst land som Danmark.

Men den havde unægtelig en ulempe. I dag ved vi at kulafbrænding fører til stor udledning af CO₂; det vidste man ikke dengang, kun at det lugtede og fyldte luften med støv og partikler og derfor medvirkede til at arbejderne og folk i byerne blev syge. Så samtidig med at videnskaben og teknologien efterhånden havde gjort det muligt at bekæmpe nogle af de gamle sygdomme, skabte man således nye sygdomme.