Miljø og forurening

I løbet af 1960’erne begyndte man at tale om at Danmark var blevet et velfærdssamfund eller en velfærdsstat. I årtierne efter 2. Verdenskrig var danskernes livsvilkår blevet forbedret på alle områder, og det var både blevet tryggere og lettere at være dansker. Desuden var danskerne kommet fri af besættelsestidens rationering og smalhans. Vi havde fået flere penge i overskud og dermed råd til de nye spændende forbrugsgoder som køleskab, fjernsyn, bil og til at tage på charterferie med fly. Men det var alligevel noget forhastet at kalde Danmark for en velfærdsstat.

Det var i hvert fald ikke alle tidens fremskridt der var bæredygtige. Langt hen ad vejen var der tale om en uansvarlig og kortsigtet forbrugseufori. Noget af regningen kom hurtigt i form af inflation, men den værste del kom først senere. Det var den forurening som industrien, industrilandbruget og transportsektoren skabte.

I begyndelsen gik det fint; først efterhånden blev man opmærksom på ulemperne. Og længe valgte man blot at lappe på problemerne. Det var givetvis også svært at se hvad den teknologiske udvikling førte til. Det gik stærkt, og meget hurtigere end man var vant til.

Selv i dag bliver der introduceret nye teknologier og nye produkter uden sikkerhed for at de ikke har uønskede bivirkninger. Man har heller ikke gennemtænkt konsekvenserne af alle politiske beslutninger og fx heller ikke af de bygge- og anlægsarbejder der bliver sat i gang. Men det var meget værre i 1960’erne. En meget stor del af de klima- og miljøproblemer vi står med i dag, skyldes beslutninger taget i 1960’erne. Eller rettere, det skyldes beslutninger man ikke tog. 

Man stillede fx ikke de nødvendige krav til brug af pesticider. Man stillede ikke fremtidssikrede krav til deponering af affald, heller ikke giftigt affald. Man interesserede sig heller ikke for indholdet af giftstoffer i ting der blev brugt til madlavning eller til opbevare fødevarer i. Eller som man brugte på sin hud. Og man overså helt ulempen ved biler, herunder den CO₂-udledning de var årsag til. Heller ikke CO₂-udledningen fra fremstillingen af cement og isoleringsmaterialer eller fra den nye charterturisme vakte bekymring. Og man kan nævne adskillige andre eksempler.

Årsagen var ikke ond vilje. Kun på enkelte områder kan man tale om erhvervsfolk og politikere der svigtede. Det gælder fx ved asbest. Her vidste man allerede i 1960’erne at stoffet var kræftfremkaldende – eller man burde i hvert vide det. Men ellers vidste man ikke meget om bagsiden ved alt det nye man tog i brug. Man undersøgte det heller ikke. Og det betaler vi i dag regningen for.