Manufakturer – håndværk på fabrikker
En vigtig del af merkantilismen var de fabrikslignende manufakturer. De første blev alle oprettet for at gøre det lettere og billigere at føre krig, og selvom man sagtens kan beklage at kongerne rodede Danmark-Norge ud i så mange blodige og kostbare angrebskrige, så var det nødvendigt at landet kunne forsvare sig. Det var også vigtigt at kunne fremstille militært udstyr selv i stedet for at skulle købe det i udlandet, også selvom det muligvis havde været billigere at importere det. I datiden skiftede alliancerne hurtigt, og man kunne nemt risikere at nødvendige leverancer pludselig blev afbrudt fordi et venligtsindet land havde skiftet side.
En anden stor fordel ved de første manufakturer var at en stor del af arbejdsstyrken blev hentet i udlandet. I Danmark fandtes en traditionel mesterlære inden for alle håndværksfag, men i manufakturerne arbejdede man ofte med nye håndværk som danskerne manglede viden om. Og i datiden var den teknologiske udvikling i lande som Tyskland, Holland, Frankrig og England næsten hele tiden foran situationen i Danmark. Der fulgte derfor viden og erfaring med til Danmark når man importerede faglærte arbejdere sydfra. På samme måde fik de norske bjergværker i Kongsberg og Røros god gavn af tyske bjergværksarbejdere. Men de fremmede arbejdere var erfarne og selvbevidste og de norske arbejdere tog hurtigt ved lære. Danmark-Norges første arbejderoprør fandt således sted i Røros i 1670 hvor minearbejderne efter en konflikt om manglende løn befriede en arresteret talsmand med magt. Selvom de lokale myndigheder prøvede at få arbejderne straffet, slap de. Sagen var så oplagt at arbejderne fik medhold af kongen.
Når man bruger ordet ’manufakturer’, er det fordi arbejdet blev udført af håndværkere med begrænset arbejdsdeling, og der var ikke tale om en masseproduktion af identiske varer i moderne forstand. Manufakturerne var en overgangsform mellem traditionelt håndværk og egentlig industri; ordet kommer af de latinske ord ‘manus’ = ‘hånd’ og ‘factura’ = ’tilvirkning’. Ordet ‘manufaktur’ har imidlertid i dag fået en anden betydning, nemlig ‘klæde’ – fordi man meget ofte lavede klæde i de tidlige manufakturer.
Ordet ‘manufaktur’ er et internationalt brugt fagudtryk, men det kom først i brug uden for latin i løbet af 1500-tallet. I Danmark brugte man dengang – ligesom i andre nordeuropæiske lande – altid udtrykket ‘mølle’ om alle anlæg der var drevet af vand- eller vejrmøller. Ordet ‘mølle’ kommer også fra latin – i form af ‘molina’ der betyder ‘mølle’.
Da man senere begyndte at bruge vandkraft til andet end at male korn mellem to møllesten, kaldte man ofte den slags møller for ‘værk’. ‘Værkerne’ var typisk større end ‘møllerne’, men i det daglige sprog var der ingen klar skelnen mellem de to begreber – dog kunne der på et ‘værk’ godt være flere ‘møller’.
Der er ikke nogen klar skelnen mellem en håndværkers værksted og en manufaktur, men det er nærliggende at tre ting skal være opfyldt for at vi kan kalde det et ‘manufaktur’:
Det ene er at kraften kommer fra et vandhjul, det andet at ejeren – der fx kan være kongen eller en købmand – ikke selv er håndværker og ikke deltager i den daglige produktion. Endelig som det tredje at møllen arbejder med andet end at male korn. Det andet punkt gør at man kan betragte manufakturerne som de første kapitalistiske virksomheder.
