Den ‘lyse’ middelalder
Man hører undertiden middelalderen blive kaldt ‘den mørke middelalder’. Det skyldes at middelalderen på flere måder fremstår som en kedelig og blodig tid sammenlignet med Romerriget. Men vi har nok en tendens til at se mere på det negative end på det positive. Og middelalderen var uden tvivl bedre end sit rygte.
De kristne kunne glæde sig over at deres gud, Hvide Krist, fortrængte de gamle germanske guder, men religionsskiftet førte også til mere konkrete fremskridt. Den nye religion havde brug for markante huse der kunne samle sognenes indbyggere til religiøse begivenheder; først i kirker af træ og senere af sten og/eller det nye byggemateriale mursten. Kirkerne var blandt de første stenbygninger i Danmark; nogle steder blev de endda bygget så de kunne bruges som tilflugtssted hvis en fjende angreb landsbyen.
De fleste af tidens kirker står endnu som markante bygninger i landskabet. De er bygget i den såkaldt ‘romanske’ stil, men mange er senere bygget om eller til, og det er typisk sket i den senere ‘gotiske’ stil. Især er de gotiske stilelementer tydelige i de større byers kirker, og bl.a. i domkirkerne. De gotiske kirker har højt til loftet og store høje vinduer der lader meget lys komme ind. Det var den tids pragtbygninger. Med kirkerne kom også en ny lyd til landskabet, kirkeklokkers ringen. Man kan diskutere om det var positivt eller negativt, men det gav i hvert fald mulighed for at et ny erhverv kunne vokse frem, nemlig klokkestøbere.
Kristendommen gav også bidrag til den modernisering der var begyndt med skriftsprog, penge og møntvæsen. Med den nye religion fulgte ikke kun kirker, men også klostre for munke og nonner. Herfra blev megen ny teknologi spredt ud i landet, bl.a. teglbrænding, vandhjul, fiskedamme og køkkenhaver. Det var også i forbindelse med klostre at de første hospitaler og folkekøkkener blev etableret, og klostrene var dermed de første der påtog sig sociale opgaver for folk uden for deres familie eller naboskab. Man kan sige at de såede de første kim til det senere velfærdssamfund.
Kirken var det meste af tiden allieret med kongemagten, og de gejstlige var meget aktive i at ‘europæisere’ den danske stat, altså at den lovgivning og de institutioner man havde i det mere udviklede Syd- og Mellemeuropa også blev indført her. De startede den udvikling der i dag har gjort Danmark til et medlemsland i EU.
I løbet af middelalderen fik Danmark også en nedskrevet lovgivning. Inden da blev lovene husket og fremsagt af lovmænd eller lovsigemænd. Der er ganske vist ikke dokumentation for at der fandtes lovsigemænd i Danmark, men de fandtes i de øvrige nordiske lande, så det er nærliggende at antage at de også blev brugt i Danmark. Under alle omstændigheder er nedskrevne love i sig selv et vigtigt skridt mod et moderne retssamfund. Og særlig vigtigt var det at landskabslovene blev nedskrevet på dansk. Det var ikke kirkens skyld, den brugte jo latin; men formentlig har det nok alligevel været munke der nedskrev lovene. På det tidspunkt var det næsten kun munke der kunne læse og skrive længere tekster.
En anden vigtig tekst der peger frem mod det moderne Danmark, er Kong Valdemar (Sejrs) Jordebog der ligesom landskabslovene er fra 1200-tallet. Jordebogen indeholder en fortegnelse over kongens ejendom, og hvad de forskellige byer betaler i skatter og afgifter. Der er almindelig enighed om at jordebogens primære formål var at danne grundlag for inddrivelse af skatter, men den viser – sammen med landsskabslovene – også at kongen har haft et kancelli til at hjælpe sig. Det var ikke Danmarks første embedsmænd, men det var de første der arbejdede med længere tekster. Og man kan således sige at det moderne statslige bureaukrati begyndte med de gejstlige skrivere i den tidlige middelalder.
