Undervisningsrevolutionen
Indtil midten af 1800-tallet var det ikke mange danskere der havde gjort sig bemærket i resten af verden, og kun få af dem var videnskabsmænd eller opfindere. Den internationalt mest kendt danske videnskabsmand i første halvdel af 1800-tallet var nok H. C. Ørsted der både opdagede elektromagnetismen og aluminium og i øvrigt fik en flot akademisk karriere i København. Han blev bl.a. (i 1829) den første direktør for den nye Polytekniske Læreanstalt. Men hverken Ørsted selv eller andre danskere udnyttede dengang hans opdagelser til noget praktisk og kommercielt. Langt ind i 1800-tallet var Danmark fortsat på alle måder efter vores nabolande. Men i sidste halvdel af 1800-tallet skete der noget.
Det var der selvfølgelig flere årsager til, men en af de vigtigste var at kong Frederik 6. i 1814 havde bestemt at alle børn skulle gå i skole fra de var 7 år til de blev konfirmeret. Det var et stort fremskridt. Selvom der allerede var mange skoler både på landet og især i byerne, så var det langt fra alle børn der fik en rigtig skolegang, og ofte var der mest tale om en slags udvidet konfirmationsforberedelse. De fleste lærte dog at læse til husbehov.
Men nu kom der krav om at eleverne skulle undervises i forskellige fag, bl.a. historie, matematik og naturlære – foruden også en grundig indføring i kristendom. Og desuden blev der nu bygget skoler overalt i landet; den nye lov indeholdt nemlig et krav om at ingen børn måtte have længere end ¼ mil til skole (ca. 1,8 km). Vigtigt var det også at lærerne efterhånden blev uddannet på særlige lærerseminarier.
Resultatet blev at intelligensreserven blandt også den fattige del af befolkningen nu kunne blive udnyttet. Ganske vist var der allerede i 1700-tallet bondedrenge der – som Holbergs Erasmus Montanus – kom til København og på universitetet, men det var meget få der var så heldige. Det afhang bl.a. af om den lokale præst lagde sig i selen for at skaffe penge til drengens ophold i København.
Der var allerede fra omkring 1800 en række småskoler der tilbød tegneundervisning om søndagen, og herfra udviklede de senere tekniske skoler sig. Den første egentlige tekniske skole var Tekniske Institut i København; den blev oprettet i 1843 og tilbød også aftenundervisning – efterhånden i alle håndværksfag. Den blev i 1876 fusioneret med en anden teknisk skole til Det tekniske Selskabs Skole (senere Københavns Tekniske Skole, i dag forklædt som NEXT Uddannelse). I årtierne herefter blev der oprettet tekniske skoler overalt i landet; i 1924 var der i alt 260 tekniske skoler i Danmark.
De ‘lærde’ latinskoler – der oprindeligt var præsteskoler – fik matematisk og naturfaglig linje i 1871. Siden udviklede de sig til gymnasier. Og i 1829 blev Polyteknisk Læreanstalt som nævnt oprettet – i begyndelsen dog kun med to retninger Anvendt naturvidenskab og Mekanik. I dag er det som bekendt blevet en meget stor institution med navnet DTU – Danmarks Tekniske Universitet.
Meget senere, i 1982, blev der også oprettet en gymnasielignende suppleringsuddannelse på de tekniske skoler. Det blev i 1994 til et ‘rigtigt’ tre-årigt gymnasium – HTX – på lige fod med handelsgymnasiet og det traditionelle almene gymnasium.
