Underholdningsteknologien blev elektrisk

Mennesket har til alle tider haft trang til at blive underholdt, og det har også altid opsøgt underholdning – selvom politiske og religiøse magthavere ofte har sat snævre rammer for udfoldelserne. Ovenikøbet har underholdningsbranchen været hurtig til at tage nye teknologier i brug og dermed også styret den retning de har udviklet sig i. Den digitale udvikling startede faktisk som en slags underholdning, som belærende underholdning.

De ældste eksempler på programmer, altså hvor bestemte ting sker i en bestemt rækkefølge, stammer fra de astronomiske ure der blev bygget i slutningen af middelalderen. Et af de mest kendte er uret i Prag hvor man ikke alene kan se hvad klokken er, men bl.a. også se hvordan en række figurer kommer til syne og bevæger sig når klokken er hel. Det sker ikke tilfældigt, men efter en fast og ufravigelig plan, efter et program.

Princippet blev for mindst 4-500 år siden videreudviklet til afspilning af musik i form af spilledåser hvor man drejer en cylinderformet valse med små forhøjninger – pigge – rundt. Piggene er placeret således, at de rammer tynde metalpinde, der giver lyd, når de smutter forbi piggen. Pindene har forskellig længde og tykkelse, og de lyde de afgiver, er derfor forskellige. Resultatet bliver lyde i forskellige toner og med forskellige mellemrum. 

I spilledåser kan man normalt ikke skifte valsen ud, men senest i begyndelsen af 1700-tallet havde man større musikmaskiner hvor valsen kunne skiftes ud så maskinen kunne spille forskellige melodier. Der var flere af den slags maskiner; i dag kender vi dem mest som lirekasser.

Der er selvfølgelig også teknologi på spil i ældgamle legeredskaber som gynger og vipper, men det var først i løbet af 1800-tallet at underholdningsbranchen tog mere avancerede teknologier i brug – som pariserhjul, karruseller, ballongynger og rutsjebaner. De kom alle – sammen med andre nye forlystelser – til først Dyrehavsbakken og Tivoli og siden andre steder, bl.a. omrejsende tivolier. Flere af disse forlystelser havde i mere primitive former været kendt længe, men var kun blevet brugt af adelen og hoffet. Nu blev de taget i brug af byernes stadigt mere købedygtige befolkning. 

Tivoli blev åbnet allerede i 1843, med tesaloner, café, restaurant og meget andet. I begyndelsen var der kun tre egentlige forlystelser – rutsjebane, keglebane og karrusel – men der kom jo flere. Også på Dyrehavsbakken fik man nye ‘teknologiske’ forlystelser i 1840’erne – både en dampdrevet karrusel og Danmarks første dampdrevne tog. Og da der i 1863 blev åbnet en rigtig jernbane til Klampenborg, blev Bakken en meget populært udflugtsmål for københavnske arbejderfamilier. De mere velstående gik i Tivoli.

Allerede omkring 1800 begyndte København at få besøg af omrejsende cirkusser, og der var også mere permanente cirkusser i telte og træbygninger, men dog aldrig med langvarig succes. Det gjaldt også det første cirkus bygget af mursten, Hippodromen. Det åbnede i 1856, men blev allerede året efter lavet op til teater (Folketeatret). Først da Cirkusbygningen på Axeltorv blev opført i 1886, fik københavnerne et permanent cirkus. 

Året før havde de imidlertid fået en anden ny forlystelse som i de første årtier var meget populær, Skandinavisk Panoptikon fra 1885. Det lå på Vesterbrogade lige ved siden af Tivoli. Her var hovedattraktionen voksfigurer af den kongelige familie og en række af tidens populære kendiser. Fra 1898 var der også biograf i Panoptikon. Og som nævnt var også flere af Ellehammers opfindelser opstillet her.

En af dem var kinematografen der kunne vise en celluloidfilm på omkring 1½ minut. Når man kastede en mønt i en sprække, kunne man dreje et håndtag rundt, og når man kiggede ind i et hul, kunne man se hvordan billederne bevægede sig. Det var en populær attraktion, men nyhedens interesse varede kun til københavnerne fik adgang til at se rigtige film på et lærred.

Samtidig med at teknologien blev udviklet med stadig flere tilbud, fik folk generelt også bedre købekraft. Det kan man bl.a. se ud fra hvor stor del af deres totale forbrug der gik til fødevarer, bolig og opvarmning, og hvor meget der var til overs til nydelsesmidler og underholdning i bred forstand. De sidste to poster udgjorde i 1850 omkring 22 % for en gennemsnitsfamilie, mens det i 1900 udgjorde næsten 30 %. Ovenikøbet var udgifterne til drikkevarer og tobak mv. faldet i perioden, ikke fordi folk røg og drak mindre, men fordi de pågældende varer nu blev masseproduceret og derfor var blevet billigere – en stor del af brændevinsforbruget var desuden blevet skiftet ud med øl, og i øvrigt vandt afholdsbevægelsen frem fra slutningen af 1870’erne. 

Det var imidlertid ikke alle dele af befolkningen der fik lige gode muligheder for at lade sig forlyste af de nye underholdningsteknologier. Især var pengene små for landarbejdere og ufaglærte byarbejdere, mens derimod faglærte arbejdere efterhånden fik forbedret deres indtægt så meget at de omkring 1900 fik bedre råd til at lade sig underholde end gennemsnittet havde. Den markante forskel der var på livsvilkårene for hhv. de faglærte og ufaglærte arbejdere i København er et af temaerne i Martin Andersen Nexøs Den store kamp der er tredje bind i Pelle Erobreren.