Industrien krævede nye organisationsformer

Under enevælden var det formelt kongen der bestemte hvem der kunne starte nye større erhvervsprojekter. I begyndelsen var det bogstavelig talt kongen selv, senere blev beslutningerne overladt til embedsmænd. Det var derfor ikke nødvendigvis de dygtigste der startede de nye virksomheder op, og historien er da også fuld af konkurser. Men det var heller ikke godt for konkurrencen, for de fleste nye projekter blev startet af mænd der i forvejen havde penge, magt og indflydelse – og som man kan se med historien om fabrikant Winstrup, kunne det være svært tage kampen op. Det var med til at forsinke udviklingen, men med den borgerlige revolution i 1848 og vedtagelsen af Grundloven året efter, blev der åbnet for en hastig udvikling.

I England havde dampkraften allerede midt i 1800-tallet skabt et nyt samfund – hvor de to gamle hovedklasser bønder og adel var blevet afløst af arbejdere og kapitalister – dvs. kapitalejere der forvalter deres formue aktivt ved at investere i fabrikker hvor arbejdet udføres af lønnet arbejdskraft. Og for den løn arbejderne får, køber de varer fremstillet på kapitalisternes fabrikker. Med udtrykket ‘kapitalisme’ forstås et samfund bygget op omkring samvirket mellem lønarbejdere og kapitalister. Den udvikling kom også til Danmark, men først for alvor sidst i 1800-tallet hvor København og de største provinsbyer var blevet til industribyer med store fabrikker og store butikker og stormagasiner. 

Det var imidlertid ikke kun fabrikker og de store butikker der var nye; det var langt hen ad vejen også ‘ny’ kapital der stod bag. Selvom der også var rige danskere før kapitalismens gennembrud, så skabte kapitalismen – kapitalisterne og arbejderne i fællesskab – den største del af den nye kapital. Den kom fra det danskerne selv producerede.

I Danmark kunne der ikke hentes nemme profitter ved at udnytte miner eller store skove. Selvfølgelig kunne der tjenes gode penge på teglværker, kalkværker, cementfabrikker og lign., men disse aktiviteter kunne ikke sammenlignes med de store træ-, kul- og jernvirksomheder i vores nabolande. Her i Danmark havde vi stort set kun jorden, og det overskud den kunne give. Hertil kom naturligvis gamle formuer skabt ved handel med oversøiske lande samt fra plantagedrift på De vestindiske øer.

Det var derfor ganske naturligt at mange af de nye ‘gründere’ havde tilknytning til landbruget, enten som eksportør af landbrugsvarer eller som producent af landbrugsmaskiner. Andre havde tilknytning til skibsbygning og oversøisk skibsfart. Det var allerede dengang en af Danmarks internationale styrkepositioner. Og atter andre havde tilknytning til indenlandsk transport og kommunikation. Og eftersom Danmark er et land med mange øer, handlede det bl.a. om færger og siden brobygning.

Men ofte var én mands kapital ikke nok, og så lavede man aktieselskaber. Efter den københavnske ‘dampkrise’ i 1840’erne var der kommet mere seriøsitet ind i markedet, og de nye aktieselskaber var generelt mere levedygtige end 1840’ernes – hvor man nærmest troede at et aktieselskab der lavede noget med kul og damp var det samme som en guldmine. Også bankerne var nu blevet større og mere professionelle. Og i datidens største bank, Privatbanken, sad C. F. Tietgen som en stærk og visionær – men også brutal – direktør og trak i de vigtigste af erhvervslivets tråde.

Det var også dengang den danske arbejderbevægelse voksede sig stærk. Det skete i høj grad i kamp med de nye store virksomheder – og ud af denne kamp fødtes en drøm om at skubbe arbejdsgiverne ud på et sidespor og selv drive virksomhederne. På den måde kunne arbejderne selv komme til at råde over den merværdi som kapitalisterne trak ud til sig selv. Her var de bl.a. inspireret af de danske bønder der med andelsbevægelsen havde gjort sig uafhængige af godsejernes mejerier. Og i en lang årrække blev kooperationen en stor spiller i række brancher.