Nye offentlige opgaver

De store teknologiske forandringer i samfundet sidst i 1800-tallet førte til store ændringer i den måde folk arbejdede og boede på, men de resulterede også i nye opgaver for staten og siden til store politiske ændringer. Det blev blandt andet en presserende opgave at forholde sig til de mange mennesker som kom ud for ulykker både på de nye fabrikker og med de nye landbrugsmaskiner. Og hvem skulle tage sig af dem der blev handicappet for livet? 

Det havde tidligere været familiens opgave, og det var helt normalt at en familie også havde en eller flere svage og handicappede familiemedlemmer boende. Ofte var det bedsteforældre, men det kunne også være onkler, tanter eller forældreløse søskendebørn der endnu var for små til at klare sig selv. 

Kun de der ikke havde familie til at hjælpe sig, endte på fattiggården. Fattiggårde blev dog først almindelige i sidste halvdel af 1800-tallet; inden da gik de hjælpeløse på “omgang” blandt sognets bønder eller de blev “indtinget” – dvs. sat på auktion blandt bønderne. Også forældreløse børn blev indtinget hos plejeforældre, og efter konfirmationen sat i tjeneste. Kun fattige der havde en vis arbejdsevne, kunne få hjælp uden at skulle opgive deres bolig – men hjælpen omfattede kun det “nødtørftige”. Til gengæld for at blive forsørget af sognet mistede man sin stemmeret og værgeretten over sine børn. Man måtte heller ikke gifte sig uden tilladelse. I løbet af 1800-tallet kom der visse forbedringer for de “værdigt” trængende, men ikke for de “uværdige” – de skulle, mente man, bare tage sig sammen og få sig et arbejde. I novellen Nådsensbrød fra 1887 har Henrik Pontoppidan skildret forholdene på et af de nyopførte fattig- og arbejdshuse.

Livet på landet i 1800-tallet var ikke ufarligt, man kunne miste en hånd eller en arm i maskineriet i en vejrmølle, man kunne blive slæbt efter en vild hest, man kunne blive stanget af en tyr, man kunne skære sig på en le eller stikke sig på en greb, og man kunne falde ned fra en høstak og meget andet. Men med nye maskiner som tærskeværk og hakkelsesmaskiner kom nye farer til. Der var også mange der kom til skade under arbejdet med de store landvindingsprojekter, de nye jernbaner, havnebyggerier osv.

Og endnu værre var det på de nye fabrikker i byerne. De beskyttelsesforanstaltninger der i dag findes, fandtes ikke dengang, og risikoen for at få fingre, hænder eller arme ødelagt, var stor. Hertil kom at maskinerne blev drevet af uafskærmede remskiver der kunne gribe fat arbejdernes tøj. Nogle steder arbejdede man også med farlige kemikalier, ofte uden at vide hvor farligt stofferne var.

I byerne var der dengang endnu færre der havde familie til at hjælpe sig, så behovet for hjælp var stort. Man gik derfor også her i gang med bygge fattiggårde; de var typisk så store at de var delt i en forsørgelsesanstalt og en arbejdsanstalt. De “værdige” kom i forsørgelsesanstalten, de “uværdige” i arbejdsanstalten. Her kunne være tremmer for vinduerne og pigtråd på murene. Og i begge afdelinger var der arbejdstvang. I Svendborg er den gamle fattiggård fra 1872 bevaret; den fungerer i dag som forsorgsmuseum.