Merkantilisme – Danmark først

Indtil 1500-tallet gjorde Europas konger sig ikke de store tanker om hvordan man udviklede sit land og skabte større velstand. Naturligvis var man opmærksom på at udnytte de resurser landet rådede over – som da Valdemar Atterdag skrev at vandløbene skulle gøre landegavn. Man var også omhyggelig med at opkræve told og afgifter overalt hvor det kunne lade sig gøre – som Danmark gjorde med Øresundstolden der blev opkrævet fra ca. 1429 til 1857 og som især under Christian 4. blev en meget vigtig del af kongens indtægter. Men man havde ingen overordnet plan for udviklingen af landenes økonomi.

Først da krudt, kanoner og store lejehære blev almindelige i krig, fik kongerne langt større behov for indtægter end tidligere. Mange lande, bl.a. Danmark, opbyggede også store kostbare krigsflåder allerede fra 1500-tallet. Samtidig blev det moderne at føre et kostbart hof som kostede mange penge – igen kan Christian 4. være et eksempel. Og endelig blev der efterhånden også brug for flere embedsmænd i den statslige administration. Kongerne var således i konstant bekneb for penge. Noget måtte gøres!

I Danmark valgte kongerne den samme løsning som i det øvrige Vesteuropa. Man betragtede sit rige som en stor købmandsbutik der i princippet havde alle slags varer på hylderne. Det bedste var hvis landet selv kunne producere varerne, men hvis det ikke kunne lade sig gøre, hentede man dem i sine kolonier. Danmark var imidlertid et lille køligt land der lå lidt afsides i forhold til de attraktive landområder i den såkaldt ‘nye verden’. Og selvom Danmark havde en ret stor flåde, var vi ikke teknologisk førende mht. skibsbygning.

Danmark måtte derfor nøjes med at bedrive merkantilisme i mini-format, og vi fik også kun kontrol med ganske små kolonier. I store dele af tiden var vi dog alligevel verdens sjettestørste kolonimagt. Og en del danskere tjente store formuer på kolonierne, især på Dansk Vestindien, men for den danske stat var successen mere tvivlsom.