Service-Danmark

I løbet af 1970’erne begyndte man at tale om at Danmark var blevet et servicesamfund. Første gang ordet optræder i dansk, er i 1964. Allerede på det tidspunkt er Danmark dog et servicesamfund, hvis man måler på antallet af beskæftigede, men både landbruget og industrien tjente flere penge hjem til Danmark.

Service er imidlertid et meget omfattende begreb, der bl.a. rummer tandlæger, børnehaver, revisorer, gymnasielærere, designere, journalister, ingeniører og meget andet. Hovedsagen er at deres arbejde ikke resulterer i et fysisk produkt der kan sælges. FFx er er it-udviklere, programmører og webdesignere også er servicearbejdere. En stor del del af servicearbejderne er beskæftiget af det offentlige bl.a. med at uddanne og vedligeholde arbejdsstyrken og med at sikre at både det civile samfund og det private erhvervsliv kan fungere så smidigt som muligt. Andre arbejder i private virksomheder der udelukkende arbejder med service, mens atter andre arbejder med serviceopgaver i virksomheder der ellers beskæftiger sig med industriel produktion.

Servicearbejde er på ingen måde noget nyt; der har været servicearbejdere i mange tusinde år – fx folk der bestred politiske, administrative eller religiøse hverv samt folk der på en eller anden måde underholdt andre. Måske var prostituerede de første servicearbejdere, men det kan fx også være tatovører eller medicinmænd.

I Danmark var det først i vikingetiden og middelalderen at servicearbejdere træder frem som en selvstændig gruppe der – foruden de prostituerede – omfattede runeristere, asatroens goder, kristne munke og præster, omrejsende gøglere og troubadurer samt kongernes professionelle soldater og sikkert også andre. Det var således en meget blandet, men også meget lille flok. Servicearbejderne er fortsat en meget blandet gruppe, men det er nyt at de tilsammen udgør så stor en del af arbejdsstyrken

Mange af de nye servicearbejdere kom til med det formål at øge arbejdsstyrken. De blev fællesskabets kollektive løsning på et problem der både var personligt og samfundsmæssigt. Det personlige handlede om at kvinder der før havde ladet sig forsørge af sin mand, ønskede at tjene sine egne penge for lettere at kunne få adgang til de mange nye varer der blev produceret. For samfundet handlede det om at industrien havde brug for arbejdskraft så man kunne producere flere varer. De to sider hang således tæt sammen og forstærkede endda hinanden. 

I Danmark løste man problemet ved at bygge og drive offentlige børnehaver, i byerne også vuggestuer og fritidsklubber. Den største del af ældreplejen var allerede blevet gjort til en fælles opgave, men de rester der var tilbage i familierne, blev nu også overtaget af det offentlige. 

Men også det private bidrog med løsninger der kunne lette kvindernes dagligdag, især madlavning, vask og rengøring. Nogle tilbud var gammelkendte – som fx konservesdåsen, vaskepulveret, strygejernet og støvsugeren – men de fik nye funktioner eller anvendelsesområder, og de blev billigere og bedre. Andre tilbud var nyere, men blev nu også billigere og langt mere udbredte. Det gjaldt fx frosne fødevarer og møntvaskerier. Meget blev så billigt at de enkelte familier fik råd til selv at købe forbrugsgoder de før havde måttet leje eller eje i fællesskab. Mange møntvaskerier blev hurtigt erstattet af individuelle vaskemaskiner. Andelsfrysehusene blev erstattet af individuelle kummefrysere. Fjernsynsforeningerne blev opløst fordi medlemmerne fik eget fjernsyn. Samtidig skete en løbende opgradering af hjemmenes teknologi; i køkkenerne kom der kombinerede køkkenmaskiner der både kunne ælte dej, hakke kød, røre fars og meget andet. De trehjulede biler og kabinescootere og også de fleste motorcykler forsvandt fra vejene. I stedet blev der råd til rigtige firehjulede biler. De unge skiftede cyklen ud med knallerter.