Oliekriser og vindmøller

I begyndelsen af 1970’erne begyndte højkonjunkturen at ebbe ud, og det blev ikke bedre af at den vestlige verden i efteråret 1973 blev ramt af den første oliekrise. Den var affødt af USA’s støtte til Israel under Yom Kippur-krigen. Som svar skar de arabiske olielande først ned på deres produktion og erklærede siden et stop for olieeksport til USA og nogle andre pro-israelske lande, herunder Danmark. På det tidspunkt havde den store vækstperiode op gennem 1960’erne allerede ført til øget inflation og underskud på betalingsbalancen, og nu blev vi også ramt af både højere priser og mangel på olie. Det førte til en krise der varede helt ind i begyndelsen af 1990’erne. Krisen blev forstærket efter den anden oliekrise i 1979; den var en følge af begivenhederne før og under den islamiske revolution i Iran, og den resulterede også i højere oliepriser. 

Set med bagklogskabens øjne er det ikke til at forstå at Danmark og den øvrige vestlige verden havde bragt sig i et sådant afhængighedsforhold af de arabiske olielande at de stort set manglede alternativer til den billige olie fra Mellemøsten. Man kunne ganske vist få olie fra andre lande, men slet ikke nok. Og de danske politikere fra begge fløje havde forsømt at udvikle alternativer. I nogle af vores nabolande havde man vandkraft, og i andre havde man bygget a-kraftværker.Det blev også dén løsning man umiddelbart greb til i Danmark –  i begyndelsen uden at det bekymrede befolkningen ret meget. Længe var Venstresocialisterne det eneste parti i Danmark der gik imod planerne om at bygge a-kraftværker. 

Imidlertid blev Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA) stiftet i 1974, og den fik især i sidste halvdel af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne så stor opbakning at den folkelige stemning efterhånden vendte. Modstanden blev også spredt gennem sang, musik og teater; bl.a. blev der lavet en LP med sange mod atomkraft med bl.a. Jomfru Ane Bands Plutonium og Niels Hausgaards Hilsen fra os – den sidste med omkvædet (på vendelbomål) ‘Men værke ska leej på Sjællaj, hår vi tentj / heller Fyn hæen i dæ øeste øej.

Men Folketinget holdt længe fast i planerne, og efter den anden oliekrise fik de nedsat en arbejdsgruppe der skulle vurdere de forskellige placeringsmuligheder i Danmark. Den barslede i 1984 med en vurdering af 16 lokaliteter – og det blev nok begyndelsen til enden for a-kraft i Danmark. De 16 pladser lå spredt rundt i landet, også med flere lokaliteter ret tæt på København, Århus og det tætbefolkede Trekantsområde ved Lillebælt. Ganske vist blev to steder på det relativt tyndt befolkede Lolland udpeget som de bedste, men rapporten konkluderede at der ikke var grundlag for at foretrække den ene placering frem for den anden. Man skulle tro rapporten var lavet af a-kraftmodstandere. At vurdere alle 16 pladser som egnede fik i hvert fald modstanden til at vokse – som Niels Hausgaard sang, var der ikke mange der ønskede at blive nabo til et a-kraftværk. Og i 1985 fik ‘rød’ side i Folketinget flertal for at den offentlige energiplanlægning fremover skulle tilrettelægges “ud fra den forudsætning, at atomkraft ikke vil blive anvendt”. Imod stemte bl.a. Venstre og Konservative. 

Året efter fulgte ulykken på Tjernobyl-værket i Ukraine, og den lagde a-kraftdebatten helt død i Danmark. I dag er det svært at argumentere for indførelse af a-kraft i Danmark. Værkerne er ganske vist blevet mere sikre, men der er fortsat et problem med det radioaktive affald, og prisen på strøm fra nye a-kraftværker kan slet ikke konkurrere med prisen på strøm fra nye vindmøller. Siden 1980’erne er der blevet satset massivt på at udbygge vindkraft som en ren, ufarlig og decentral energikilde – der efterhånden også er blevet ret billig. I den udvikling kom Danmark til at gå forrest. I dag er det ganske vist kun Vestas og tyske Siemens der producerer (større) vindmøller i Danmark, men fra sidst i 1970’erne og et godt stykke ind i 1980’erne var der en række små vindmøllefabrikker i Danmark. De fleste gik ned eller blev fusioneret sammen med andre, men som tidligere nævnt er Vestas og Siemens i dag verdens største vindmølleproducenter. Det paradoksale er imidlertid at den udvikling er sket samtidig med at en lang række produktionsvirksomheder i Danmark er blevet lukket og produktionen flyttet til udlandet. Det har kun kunnet lade sig gøre fordi udvikling og produktion af vindmøller ikke er (kun) er en ‘tung’ industri, men noget højt specialiseret med avanceret teknologi. Det hjalp selvfølgelig også at Danmark havde langvarig erfaring med vindkraft, også med elproducerende vindmøller. Og stor betydning fik også Tvindmøllen der stod færdig i 1978. Den er i øvrigt endnu i drift, formentlig som verdens ældste elproducerende vindmølle.