Efter landboreformerne omkring år 1800 voksede befolkningen på landet i Danmark. Antallet af gårde voksede, og det samme gjorde antallet af huse med eller uden jord i landsbyerne. Nu blev det lettere for kærestepar at finde et sted at bo og opfostre en børneflok. Midt i 1800-tallet begyndte børnedødeligheden også at falde – dog ikke for spædbørn, det skete først fra 1890’erne.
Udvandrerne var ofte økonomiske flygtninge
Noget lignede skete også mange andre steder i Europa, og resultatet var at befolkningstallet steg. Det blev derfor svært at få sin egen gård, og det kunne også være svært at finde arbejde som tjenestekarl eller -pige. Derfor begyndte et voksende antal unge fra landet at flytte til byerne – hvor lønningerne som regel også var bedre. Men selvom der kom mange nye arbejdspladser i byerne, så kunne de ikke opsuge hele den overflødige landbefolkning. Mange blev derfor nødt til at søge lykken over havet.
Flugten til Amerika og andre oversøiske rejsemål var så småt begyndt allerede i 1600-tallet, først især fra England og Tyskland, senere også fra Skotland og Irland. Og en del franskmænd kom til det nuværende Canada. Dengang var det dog meget begrænset hvor mange der forlod fødeegnen til fordel for en usikker skæbne langt hjemmefra. Det var mest folk på jagt efter eventyr og hurtig succes. Men efterhånden tog flere og flere afsted – godt hjulpet på vej af hungersnød (Irland) og borgerkrige (Tyskland) – og da var det mere af nød de rejste.
Midt i 1800-tallet begyndte også skandinaver at flytte til USA og andre fjerne rejsemål. Især var der mange nordmænd der udvandrede; omkring en tredjedel af alle nordmænd rejste fra 1825 til 1925 til USA. Det var relativt set lidt færre der forlod Sverige, her var det kun omkring en fjerdedel der rejste – i abolutte tal var det dog flere end nordmændene. Også fra Danmark rejste mange til USA mv., men det var både relativt og absolut væsentligt færre.
Det var i høj grad fattigdom og dårlige fremtidsmuligheder i hjemlandet der satte fart på udvandringen. Og både Norge og Sverige var dengang fattige lande i udkanten af Europa. Det var svært at dyrke jorden, både fordi den var stenet og fordi den lå langt mod nord. I Norge var det typisk den ældste søn der ejede jorden, og selvom han skulle betale kompensation til sine søskende, skete det langt fra altid eller meget sent. Resultatet var at mange blev nødt til at leve som tjenestefolk – eller udvandre. I Sverige blev gårdene derimod ofte delt ved arv, og de blev efterhånden for små til at brødføde en bondefamilie. Hertil kom at der sidst i 1860’erne var flere år i træk med regulær hungersnød i store dele af Sverige. Mange tusinde døde af sult eller af svækkelse.
Der kom imidlertid også to nye transportteknologier der gjorde det lettere og hurtigere at rejse fra Europa til USA. Det var skibe drevet af damp, og det var jernbaner også drevet af damp. Begge transportformer var så små i brug midt i 1800-tallet, men i løbet af 1870’erne udkonkurrerede dampskibene helt sejlskibene, og samtidig blev det muligt at køre med jernbane helt fra USA østkyst til Californien.
Læs om opfindelsen og udviklingen af dampmaskinen
Hver tiende dansker rejste til USA eller andre fjerne rejsemål
Næsten hver tiende dansker – svarende til omkring 309.000 personer – rejste fra 1850 til 1920 til USA. Hertil kom en del tusinde der rejste til andre lande, bl.a. Argentina, Canada, New Zealand, Sydafrika og Australien. Det var både godt og skidt. Og det er naturligvis spændende at overveje hvad der var sket hvis man dengang ikke havde haft mulighed for at flytte til et andet land.
Hvad var der sket hvis alle disse mange fattige, ufaglærte og arbejdsløse mennesker var blevet i Danmark? Der er to oplagte muligheder – enten at folk med penge fik adgang til mere arbejdskraft og dermed kunne sætte flere projekter i gang, eller at arbejdsløsheden voksede, således at de mange ledige arbejdere kom til at fungere som løntrykkere. Mest sandsynligt var der nok sket en kombination af de to muligheder.
Hvad ville der være sket hvis det ikke var muligt at udvandre?
Man kunne forestille sig en tredje mulighed, nemlig at en høj arbejdsløshed ville føre til demonstrationer og optøjer. Men det er ikke sandsynligt, fattige mennesker har sjældent overskud til at gøre oprør. Og dengang var det de færreste der kunne vise deres utilfredshed med stemmesedlen. Det nye arbejderparti, Socialdemokraterne, fik heller ikke sin største opbakning blandt de ufaglærte. Det var tværtimod de faglærte der flokkedes om partiet. Det samme gjaldt også med hensyn til fagbevægelsen. De første fagforeninger for faglærte kom allerede først i 1870’erne, mens de ufaglærte arbejdsmænd først fik deres fagforening i 1897.
Man kan derfor med sikkerhed konkludere at udvandringen tog toppen af elendigheden, og at den givetvis indirekte fremskyndede udviklingen hen imod det moderne velfærdssamfund. Men virkningen var dog begrænset, for selvom der udvandrede over 300.000 danskere, så modtog vi samtidig en indvandring på omkring 150.000, således at nettotabet kun var omkring 175.000.
Hvem flyttede til Danmark?
Indvandringen kom primært fra to lande, eller rettere et land og en provins, nemlig Sverige og Slesvig-Holsten. Fra 1855 til 1. verdenskrig flyttede op imod 90.000 svenskere til Danmark, og i de første årtier efter 1864 flyttede omkring 50-60.000 dansksindede slesvigere til Danmark. De første kom især til det østlige Danmark med København og Bornholm, de sidste kom især til Jylland.
De svenske indvandrere blev beskyldt for at være løntrykkere, og det var givetvis ikke helt forkert, men de bidrog også med arbejdskraft i den omstilling som landbruget kom i gang med – nemlig med at opprioritere mælke- og smørproduktion. Her var brug for både røgtere, malkepiger, roehakkere og høstfolk. Det var de store gårde der gik forrest i omstillingen, og det var da også her svenskerne først fik arbejde. Siden kom de især til byerne, hvor de fik arbejde som ufaglærte fabriksarbejdere, havnearbejdere, transportarbejdere mv. Også ved de store anlægsarbejder, blandt andet jernbanerne og afvandingsprojekterne kom der mange svenskere i arbejde.
Senere kom der også mange såkaldte ‘roepolakker’ til de sydlige dele af Danmark. De kom som sæsonarbejdere, men nogle tusinde endte med at blive boende. Der kom således langt færre polakker end svenskere, men den polske indvandring er uden tvivl langt mere kendt end den svenske. Det skyldes at polakkerne fremstod som mere forskellige fra danskerne – både med hensyn til sprog, religion og kultur i øvrigt. Svenskerne gled lettere ind i det danske samfund, de fleste kom fra Skåne og Blekinge der jo havde været dansk indtil 1658.
Pingback:Med Grundloven fulgte næringsfrihed – og udvandring – Danmarks Teknologihistorie