Historien om Hellesens batterifabrik er på flere måder spektakulær. Dels blev batterierne opfundet af en såkaldt ’amatøropfinder’, og dels fik fabrikken meget stor international succes. Men den endte med at blive opkøbt, og Hellesen-navnet er vel snart gået i glemmebogen.
Manden bag navnet Hellesen er Wilhelm Hellesen, og han var egentlig smørhandler. Han var dog meget optaget af elektricitet og batterier, og det lykkedes ham i 1880’erne at eksperimentere sig frem til et transportabelt tørelement – en opfindelse han fik patent på i 1887.
Hellesen var imidlertid ikke startet på bar bund. Som udgangspunkt havde han franskmanden Leclanchés galvaniske element fra 1866. Det bestod af en kulstav og en zinkplade placeret i et glasbæger med en opløsning af salmiak (kullet var den positive pol, og zinken var den negative). Rundt om kulstaven havde Leclancé placeret en lærredspose (elektroden) med pulveriseret brunsten (manganoxid) og grafit; det sikrede at batteriet holdt spændingen. Det virkede udmærket, og blev blandt andet brugt i tidlige telefoner, men det tabte hurtigt spændingen. Man var derfor nødt til hyppigt at fylde mere væske på. Desuden var glasset skrøbeligt, så der var plads til forbedring.
Hellesen løste de to største problemer ved Leclancés element, dels fandt han frem til en måde at forvandle salmiakvæsken til en tyktflydende gelé, og dels erstattede han glasset med et hylster af zink. I stedet for at have kul og zink i et glas, kunne han han således nøjes med at have kul i et zinkbæger. Resultatet blev små håndterbare tørelementer – og de blev en stor succes. Blandt andet kom han tidligt til at levere elementer til Københavns Telefonselskab.
Det er ikke helt klart hvad der skete i de næste år, forskellige fremstillinger lægger ikke vægten helt på samme måde. Det ligger dog fast at Hellesen i 1889 kom i forbindelse med en ung og foretagsom kemiker, Valdemar Ludvigsen, og at de to i de følgende år arbejdede sammen om at gøre tørelementet salgbart. Men hvor meget af de videre forbedringer der kan tilskrives Hellesen selv, og hvor meget der skyldes Ludvigsen, er uklart.
Samtidig med at Hellesen arbejdede på at skabe et håndterbart og effektivt tørelement, var tyskeren Carl Gassner i gang med den samme opgave. Og han var faktisk lidt foran; i 1886 fik han et tysk patent på sin opfindelse, og året efter fik han også amerikansk patent. Både Gassner og Hellesen brugte kul og zink, men i øvrigt var deres valg af materialer og design så forskelligt at også Hellesen var i stand til at få både tysk og amerikansk patent.
Der kom snart også andre tørelementer – eller batterier som vi kalder dem i dag – på markedet, men Hellesens hævdede sig som et af de bedste, og de blev i årene op mod århundredskiftet og fremover en meget stor succes, en af de største noget dansk firma nogensinde har haft – i hvert fald på så kort tid. Og i Danmark blev de nærmest enerådende på markedet for batterier.
Succesen fandt sted på ryggen af den store samfundsforandring der dengang fandt sted i mange lande. Folk i millionvis flyttede fra landet til byerne hvor de fik arbejde på fabrikker og i serviceerhverv. Familier kom til at bo mere spredt, og behovet for kommunikation og nyhedsformidling voksede stærkt. Og her var der stort brug for de små lethåndterlige batterier, blandt andet til telefoner, ringeklokker, lommelygter og andre små elektriske apparater. Senere blev batterierne også taget i brug i legetøj og i radioer – allerede fra 1920’erne til radiorørs-radioer, og meget senere også til transistorradioer.
Imidlertid døde Wilhelm Hellesen allerede i 1892, og Ludvigsen måtte fortsætte arbejdet alene. Men Hellesens enke havde arvet både patentet og firmaet, og derfor blev batterierne fortsat sendt på markedet under navnet Hellesen.
I de første år efter Hellesens død forblev hans enke ejer af firmaet, men i 1899 blev Ludvigsen gjort til kompagnon, og i 1906 blev han eneejer. Navnet blev dog fortsat W. Hellesens Enke & V. Ludvigsen.
Allerede i 1910 eksporterede man batterier til omkring 60 lande, og senere udvidede virksomheden med egne fabrikker i England og Italien.
I 1918 solgte Ludvigsen imidlertid virksomheden til A/S Nordiske Metalvarefabrikker. Man kan undre sig over hvad der var årsagen, for det var bestemt et driftig virksomhed han gav afkald på. Der var fortsat et stort og voksende behov for batterier, og frem til 2. Verdenskrig voksede produktion og omsætning nærmest år for år – og også salget til udlandet voksede.
Men efter krigen fik fabrikken det lidt svært. Der var kommet nye konkurrenter i udlandet, og selvom fabrikken indgik et samarbejde med den amerikanske batteriproducent Rayovac og også indgik licensaftaler med først en spansk fabrik og siden også en græsk, fik Hellesens-batterierne aldrig samme betydning som før krigen.
Det bidrog heller ikke til fremgang at virkksomheden skiftede ejer – eller rettere hovedaktionær – flere gange. I årene frem til 1957 var det Landmandsbanken (der siden blev en del af Danske Bank) der ejede de fleste aktier, men dette år købte Store Nordiske Telegraf-Selskab (der i dag hedder GN Store Nord) virksomheden. Og i 1972 blev Hellesen lagt helt ind under Store Nord.
Inden da, i 1965, var produktionen blevet flyttet fra København til en ny fabrik i Køge. Den fik navnet GN Batteries.
Transistoren var blevet opfundet i 1947; den gjorde det muligt at bygge radioer og andre elektroniske apparater mindre, og i løbet af 1960’erne blev transistorradioen meget populær blandt tidens unge. Det gav arbejde til elektronikfabrikkerne, herunder til omkring 8 radiofabrikker i Danmark. Også batterifabrikkerne fik travlt. Det blev en guldalder for datidens batterimodel, der var noget større og især tykkere end de moderne AA-batterier.
Hellesen benyttede de gode muligheder til at bygge en ny moderne fabrik i Thisted. Den blev bygget med såkaldt egnsudviklingsstøtte fra staten og åbnet i 1972. Det blev hurtigt en stor arbejdsplads med omkring 150 ansatte, men succesen var kortvarig.
Måske holdt Hellesens for længe fast i de traditionelle brunstensbatterier med kul og zink, og måske kom de for sent i gang med at producere nye og mere effektive batteri-typer? I hvert fald mistede Hellesens markedsandele – ikke mindst til de nye og mere effektive alkaliske batterier fra Duracell. Selvom Hellesens i 1980 også begyndte at producere alkaliske batterier – og faktisk havde held med at udvikle og patentere et meget effektivt alkalisk 9 volts batteri – valgte Store Nord alligevel gradvist at afvikle deres batteriproduktion.
Det første slag mod Hellesens – og dansk batteriproduktion – kom i 1986 da Store Nord solgte retten til at bruge navnet Hellesens til Duracell – 99 år efter at Hellesen havde etableret sin batterifabrik. Store Nord må have haft tungtvejende grunde til frasalget, men set udefra virker det ganske uforståeligt at man solgte et af datidens stærkeste danske varemærker, ovenikøbet til sin stærkeste konkurrent. Ved samme lejlighed solgte Store Nord også alle Hellesens salgsafdelinger i Danmark, Norge, Sverige og Finland til Duracell.
Året efter var Store Nord i øvrigt nødt til at lukke fabrikken i Køge pga. svigtende salg af de nu efterhånden gammeldags brunstensbatterier.
Store Nord samlede nu alle sine batteriaktiviteter i Thisted. Man fortsatte produktionen, men nu under navnet GN Alkaline Batteries A/S, og fortrinsvis som underleverandør til andre virksomheder. Det var især det ovenfor nævnte 9 volts batteri der blev produceret.
Imidlertid fortsatte Store Nord afviklingen. I 1988 indgik man en joint-venture-aftale med et Hongkong-baseret firma; det gav dog i nogle år ekstra arbejde på fabrikken i Thisted, men i 1992 solgte Store Nordiske alle sine aktier i Thisted-fabrikken til et firma fra Singapore. Og med udgangen af 2004 blev fabrikken i Thisted lukket. Alt produktionsudstyret blev pakket ned og sendt til en fabrik i Malaysia.
Det er i dag den Hongkong-baserede Gold Peak Industries der ejer resterne af Hellesens – hvis man overehovedet kan tale om rester. Det er dog Duracell der ejer varemærket Hellesen, men det er mange år siden de sidst har gjort brug af mærket. I dag kan Duracell sagtens stå alene. Det kan Gold Peak også.
Du kan læse mere om Hellesen og hans batterifabrik hos Jytte Thorndal: ‘Energi på dåse’ (2006) på www.arkivthy.dk
Ingen kommentarer endnu!